Jeg er typen, der gerne griber et hokkaidogræskar, når jeg møder det i en butik. Men så begyndte jeg – bare for afvekslingens skyld, du ved – at invitere butternutsquash (som jo er et græskar trods det vildledende navn) ned i indkøbskurven i stedet for hokkaido. Det var lidt af en aha-oplevelse, og er nu blevet til den her afhængighedsskabende bagt butternutsquash med citrongrønkål og bagte kikærter.

Hokkaido eller butternutsquash?
Min absolutte yndlingsmåde at tilberede græskar på er bagning. Ved bagning bliver græskar mørt indeni og får den lækreste skorpe (når man bager det ved høje temperaturer eller giver det grill til sidst i bagningen). Men hvad adskiller hokkaido fra butternutsquash?
Hokkaido bliver ved bagning meget mørt og saftigt, somme tider en smule ‘våd’ i konsistensen, og det smager sødt.
Butternutsquash beholder ved bagning noget mere faste end hokkaido, men bliver selvfølgelig blødt og mørt, og så smager det næsten en smule nøddet.

En ret – tusind variationsmuligheder
Bagt butternutsquash med citrongrønkål og bagte kikærter er en ret, der kan varieres i det (næsten) uendelige. Se fx her hvad du kan udskifte med og få en smagsmæssigt og teksturmeæssigt ny ret:
Butternutsquash kan fx udskiftes med hokkaido (dog er hokkaido mere ‘våd’ i bagt tilstand)
Parmesan kan fx udskiftes med smuldret feta, tahindressing, peanutbutterdressing eller hytteostcreme
Ristede boghvedekerner kan fx udskiftes med dukkah, ristede pinjekerner eller saltmandler
Persille kan fx udskiftes med frisk koriander eller frisk timian
… og sådan kunne man fortsætte

Vær opmærksom på…
… at butternutsquashen I denne ret har ret lang bagetid, så der går ca. en time fra man begynder på maden, til man kan sætte sig til bords. Til gengæld kræver de øvrige ingredienser kun meget kort forberedelse, så man har masser af tid til alt muligt andet (hygge med børn, lægge vasketøj sammen, læse en bog, checke Instagram eller hvad man nu har lyst til), mens græskarret passer sig selv i ovnen. Smart, ik’?

- 2 butternutsquash
- 2 dåser kikærter
- 100 g frisk, snittet grønkål + 2 tsk olivenolie + ½ tsk knust flagesalt
- 1 økologisk citron, skallen heraf
- Boghvedekerner
- Parmesan
- Frisk persille
- Chilflager til drys
- Olivenolie
- Flagesalt
- Groft sort peber
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Vask butternutsquashene, halver dem på langs og skrab kerner og membraner ud.
- Pensl de halverede butternutsquash med lidt olivenolie, drys med flagesalt og lidt groft sort peber.
- Bag butternutsquashene ca. 45 min. + 5-10 minutter ved 250 grader grill.
- Kikærterne skylles, vendes med en smule olivenolie samt flagesalt og kommes i ovnen samtidig med butternutsquashene. Kikærterne er færdige, når de er har fået overflade og er gyldne, dette tager ca. 35 minutter.
- Mens butternutsquash og kikærter bager, klargøres rettens øvrige elementer
- - På en tør godt varm pande (hos mig er det trin 7 af 9) steges boghvede kerner til gyldne. Omrør og hold øje, så boghvedekernerne ikke branker.
- - Grønkål tilsættes fintrevet citronskal, olivenolie samt flagesalt i de angivne mængder og krammes/masseres grundigt med hænderne, så grønkålens struktur bliver lidt blødere.
- - Persille skæres groft.
- Når butternutsquash er færdigbagt, kan den evt. hvile 5 minutter, inden den toppes med alle rettens øvrige ingredienser.
- Rigtig god fornøjelse.

