Vanillekranse

Søde, sprøde vaniljekranse med små stykker af finthakkede mandler i sender mig i tankerne fluks tilbage i køkkenet sammen med min mor ved juletid. Jeg husker, hvordan hun havde lavet dejen klar, som stod og ventede på os i køleskabet, når jeg kom hjem fra skole, og hvordan vi kørte med kødhakkeren, der lavede lange vaniljekransedejpølser, som vi formede og bagte og formede og bagte og formede og bagte en hel decembereftermiddag. Jeg husker duften og de trætte fødder til sidst, og jeg husker, hvordan jeg smagte (ok ok, spiste så!) af både dejen og de færdige kranse.

Vaniljekranse på MIN måde, blev der sagt!

Og nu fører jeg minderne videre sammen mine egne børn. Især ældstedatter er glad for julebagning, og det var også hende, der syntes, vi skulle begive os ud i vaniljekransene. Jeg var ikke helt uforbeholden, for jeg har ikke så gode erfaringer med mine egne vaniljekranse, som jeg insisterer på dels skal være lidt sundere end den traditionelle slags, og som dels aldrig har kunnet holde formen.

Så opskrifter blev testet, justeret, testet igen, forkastet og så videre i hvad der føltes som en uendelighed. Men SÅ ramte vi den. Sprøde, søde vaniljekranse, der holder formen, og som er til den sundere side. Det er faktisk lidt svært ikke at være endog vældigt begejstret.

Dovenskaben længe leve

Jeg er den dovne type, der ikke gider smutte mandlerne, inden de skal bruges i dejen, så hos mig ryger mandler i dejen med skal. Jeg synes faktisk også, det giver nogle ret fine vaniljekranse at se på, knap så lyse. Men er du mere til at smutte mandlerne og bruge dem afhindede i dine vaniljekranse, så bare slå dig løs!

Og hvis man synes, det er lidt besværligt at skulle køre dejen ud på kødhakker og den slags, så kan dejen her også blot rulles tyndt ud og udstikkes til småkager, det bliver de sprødeste, vaniljesøde småkager med småbitte mandelstykker i, og de er altså også noget så lækre ~ se billeder her under opskriften.

Psst!

Julesmåkager, ja tak? Så kig lige på mine allerbedste brunkager, mine pebernødder og mine jødekager ~ selvfølgelig alle sammen med lidt mindre sukker og smør end traditionelle julesmåkager.

 

Idas vaniljekranse (eller vaniljesmåkager)
 
Mængde: Ca. 30-35 kranse / ca. 75-80 småkager
Ingredienser
  • 50 g mandler
  • 80 g blødt smør (IKKE smeltet!)
  • 110 g sukker
  • 15 g vaniljesukker
  • ¼ tsk hjortetaksalt
  • 200 g hvedemel
  • ½ dl koldt vand eller 1 æg
Fremgangsmåde
  1. Mandlerne hakkes fint men ikke til mel, der skal være små stykker mandel i kransene.
  2. Alle ingredienser røres/æltes sammen med “let hånd” og ikke mere end nødvendigt.
  3. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovnvarme.

Laves vaniljekranse:
  1. Når vaniljekransene skal laves, kan man enten bruge en kødhakker med stjerneform (hvilket er det nemmeste, synes jeg), eller man kan sprøjte dejen ud med sprøjtepose med stjernetyl (dette giver de pæneste færdige kranse, men er ret besværligt, synes jeg).
  2. Dejen køres/sprøjtes ud og skæres i stykker af 9 cm i længden. Disse formes til runde kranse, samles blidt og lægges på bageplade.
  3. Vaniljekransene bages ca. 10 minutter til de er let gyldne.
  4. Lad vaniljekransene afkøle på bagerist og opbevar dem herefter i en tætsluttende beholder.

Laves vaniljesmåkager:
  1. Udrul dejen tyndt - 2 mm - og udstik småkager af dejen.*
  2. Bag småkagerne ved 200 grader almindelig ovnvarme i ca. 6-7 minutter indtil (nogle af) kransene har en lille gylden tone på kanten. Vaniljesmåkagerne kan også bages mere gyldne, hvis dette ønskes, det giver en dybere smag til småkagerne.
  3. Lad småkagerne afkøle på bagerist og opbevar dem herefter i en lukket beholder.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Vaniljesmåkagerne kan også udrulles lidt tykkere - 4 mm -, i så fald bliver der ca. 60-65 småkager, som skal bages i ca. 9-10 minutter.

 

Vaniljekranse Vaniljesmåkager

 

Vaniljekranse Vaniljesmåkager