Mine jødekager har fulgt mig i efterhånden mange år, de er en absolut fast del af julesmåkagerepertoriet, og jeg bager dem hver eneste jul, ofte ad flere omgange, fordi de på mystisk vis hurtigt forsvinder fra kagedåserne?!

“Sundere julebag” ~ kan det overhovedet blive godt?
Oh yes! Fx er mine jødekager er i en sundere udgave, da opskriften har et reduceret sukker- og fedtindhold sammenlignet med traditionelle opskrifter på jødekager, og det passer lige i mit kram, for sådan kan jeg jo bedst lide mit bagværk. Når det er sagt, går jeg som sædvanlig ikke på kompromis med smag og tekstur, og disse jødekager smager da også virkelig godt og er dejligt sprøde. De er altid populære, hvad enten de nydes herhjemme, serveres for gæster eller foræres i fx værtindegave. Desuden er dejen dejligt nem at arbejde med, og har man fx børn med i køkkenet, er dette en rigtig god dej til udstikning af forskellige former (jeg holder dog selv mest af fine, runde jødekager).

Jødekager ~nu også på vegansk!
Det traditionelle smør udskiftes blot med Naturli Blok og ægget erstattes af vand og vupti: Veganske jødekager. Se hvordan i opskriften.

Psst!
Er du også til det lidt sundere julebag, skulle du da lige tage et kig på mine dejligt krydrede pebernødder, mine vaniljekranse og mine bedste brunkager. Du vil ikke fortryde det. Og så er der jo også kategorien “Jul & Nytår” at gå på opdagelse i.

Jødekager
UdskrivDet skal du bruge
- 75 g smør, blødt men ikke smeltet
- 110 g sukker
- 10 g vaniljesukker
- 1 tsk bagepulver
- 200 g hvedemel
- 1 tsk citronsaft
- 1/2 dl koldt vand
- Top:
- Kanelsukker
- Mandelsplitter
Sådan gør du
- Alle ingredienser kommes i en skål og røres/æltes roligt sammen.
- Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovn.
- Dejen rulles ud til en tykkelse på 4 eller 6 mm og udstikkes i ønsket form - herhjemme er vi ret så vilde med de tykke jødekager på 6 mm.
- Småkagerne lægges på en bagepapirsbeklædt bageplade (de flyder ikke ud) og drysses med masser af kanelsukker og mandelsplitter, tryk mandelsplitterne lidt ned i dejen.
- Jødekagerne bages ca. 8 minutter (afhængigt af ovn og tykkelse på kagerne), til de er let gyldne i bunden.
- Jødekagerne afkøles på bagerist og opbevares bedst i kagedåse.
Rigtig god fornøjelse



