Rødkålssalat med sirupsnødder

Rødkål og rød spidskål hører vinteren til, gerne i form af en sprød rødkålssalat. Dette er ikke min første rødkålssalat her på bloggen, og det bliver helt sikkert ikke min sidste, forudser jeg. For den røde kål ~ hvad end den er i spids eller rund form ~ kan bare noget helt særligt. Jeg er simpelthen helt tosset med sprødheden, farven og smagen. Og i denne rødkålssalat med sirupsnødder spiller alle elementer perfekt sammen.

Hvorfor er denne rødkålssalat så anderledes end mine andre rødkålssalater?

For mig er det sirupsnødderne, der giver salaten sit sidste touch, lige dét der trækker den op i rødkålssalat level 2.0-niveau. Det søde, sprøde crunch er simpelthen prikken over i’et! Sirupsnødderne sammen med den skønt parfumerede friske timian, det er s.i.m.p.e.l.t.h.e.n så lækkert.

Sirupsnødderne skal man servere ved siden af salaten i stedet for at blande dem i, så siruppen ikke bare løber sammen med salatens appelsinsaft og forsvinder lidt i det store billede. Når man serverer sirupsnødderne ved siden af, kan man også selv styre, hvor meget man ønsker at tilføje sin salat af de lækre nødder. Personligt synes jeg faktisk ikke, der skal ret meget til, før det har stor effekt i salaten. Balance, ik ~ vi vil jo gerne kunne smage alle salatens elementer og ikke kun det søde fra siruppen.

Psst.

Opskriften på sirupsnødderne finder du HER, lav bare en stor portion, de smager også fantastisk på yoghurt naturel, på grød eller på en ostemad.

Rødkålssalat med sirupsnødder
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 350 g rødkål eller rød spidskål
  • 1 rødt æble med skræl + lidt citronsaft
  • ½ medium rødløg
  • 25 g rucola
  • En stor håndfuld frisk timian
  • 1 stor appelsin (kun saften heraf)
  • ½ tsk knust havsalt
  • ¼ tsk groft peber
  • Tilbehør: sirupsnødder
Fremgangsmåde
  1. Kålen skæres i mediumfine strimler af ønsket længde.
  2. Æblet skæres i helt tynde både og vendes med lidt citronsaft.
  3. Det halve rødløg skæres i papirstynde strimler.
  4. Rucolaen skæres ikke (medmindre det er meget store blade, i så fald skæres de groft).
  5. Timian skæres/klippes groft.
  6. Kål, æble, rødløg, rucola* og timian kommes i en skål.
  7. Appelsinsaften hældes over, salt og peber tilføjes, og det hele vendes godt rundt.
  8. Server salaten med sirupsnødderne ved siden af til "selvbetjening".
I øvrigt
*Tip ang. rucola: Vent med at komme rucolaen i til lige før servering, så er den flottest og friskest i salaten.

Sirupsnødder

Rødkålssalat med sirupsnødder