Nice cream

Nicecream er sund og nem is lavet udelukkende på frossen frugt, der smager af blød jordbærflødeis, dét er virkelig et super alternativ til tung flødeis og yderst populært herhjemme. Faktisk synes ældstebarnet, at det smager BEDRE end flødeis! Jamen, det sagde hun!

Denne variant er lavet af frossen banan, som er basis for nicecream generelt, og jordbær. At lave denne form for is kræver en blender eller foodprocessor, da det ~ i hvert fald efter min erfaring ~ er den eneste måde, det er muligt at lave nicecream på.

Og det er så godt, så godt. Frisk, cremet, blødt og så sundt at man kan spise det til morgenmad, hvis man lyster. Ja, hva’be’ha’r!

Sund is, ja tak! Prøv også min peanutbutter nice cream med chokolade og min sunde is med kakao og chokolade.

 

Nice cream med jordbær
 
Mængde: 1 personer
Ingredienser
  • 100 g frossen banan
  • 100 g frosne jordbær
  • 1½ spsk citronsaft
  • 1 - 1½ tsk vanillesukker
  • 1 - 1½ tsk sukker eller lignende, herunder også sukkererstatning i tilsvarende mængde
Fremgangsmåde
  1. Alle ingredienser kommes i en foodprocessor og køres til konsistensen er jævn, cremet og uden frugtstykker. Massen skal skrabes ned fra siderne af foodprocessorens beholder nogle gange undervejs, men det ender godt! Kom ikke mere væske i end angivet, så ender isen meget vandet. Tro på det og vær lidt tålmodig.
  2. Nydes med det samme.
  3. Kan også fryses som ispinde.
Rigtig god fornøjelse.