Loading...
Mandelkage

Mandelkage med bær og rårørt vaniljecreme

Den her mandelkage med bær og rårørt vaniljecreme er muligvis den PERFEKTE sommerkage. Som selvfølgelig – og heldigvis – sagtens kan nydes hele året (fx til min fødselsdag i marts).

Man tror næsten, det er løgn

Ingredienserne er få, fremgangsmåden er så nem som at klø sig i nakken, og kagen kan sagtens bages på forhånd. På den måde er det altså virkelig nemt at lave skøn kage til gæster, fester og en helt almindelig tirsdag bare fordi.

Mandelkage med bær og rårørt vaniljecreme

Det bliver ikke meget bedre

Mandelbunden er fuld af knas, cremen er sød og blød og bærrene skal være mange!

Rigtig god kagefornøjelse til dig fra mig.

Mandelkage med bær og rårørt vaniljecreme
 
Der skal bruges en minihakker, hvis du selv vil hakke mandlerne til kagen. Har du ikke en minihakker, kan du købe klart-til-brug mandelmel
Mængde: 1 kage i en springform Ø22cm - til cirka 8 personer
Det skal du bruge
Kage
  • 200 g mandler eller samme mængde mandelmel
  • 200 g sukker
  • 3 æg

Rårørt vaniljecreme
  • 1½ dl piskefløde
  • 3 spsk flormelis
  • 3 tsk vaniljesukker
  • 1½ dl fraiche eller skyr naturel

  • Bær - friske og masser af dem, gerne en blanding af jordbær, hindbær og blåbær
Sådan gør du
  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Klargør springformen: Klip et stykke bagepapir ud til en cirkel, der passer i bunden af formen. Smør hele formen med smeltet smør og ilæg herefter det udklippede stykke bagepapir i bunden af formen.

Kagen
  1. Hak mandlerne fint i en minihakker. Det gør ikke noget, hvis der er lidt små mandelstykker imellem, det giver lidt lækkert crunch i kagen. Bruger du mandelmel er dette klart til brug.
  2. Pisk æg og sukker til en tyk og cremet masse, pisk gerne 1 - 1½ minut.
  3. Vend mandelmelet roligt i æggemassen og hæld dejen i den forberedte springform.
  4. Bag kagen 38-40 minutter.
  5. Kages afkøles på bagerist i formen. Tryk toppen blidt ned, hvis den ikke selv er faldet. Dette vil krakelere overfladen, det helt ok.

Cremen
  1. Piskefløde, flormelis og vaniljesukker piskes til et blødt flødeskum, der lige skal kunne stå selv.
  2. Vend roligt fraiche/skyr naturel i flødeskummet.

TIP
  1. Server kagen enten smurt med cremen og bærrene fordelt over kagen (gøres lige inden servering), hvilket ser flot og festligt ud på et kagebord. Eller server kagen med creme og bær ved siden af, så man dels selv kan tage det på/til sin kage, man ønsker og dels så kagen ikke bliver blød på toppen af cremen.
Rigtig god fornøjelse.

Mandelkage

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk