Insalata siciliana ~ fennikelsalat med appelsin

Insalata siciliana. Fennikelsalat med appelsin. Appelsinsalat. Sågar lakridssalat. Kært barn har mange navne, og er man glad for fennikel, er denne salat et ret så kært barn samt en klassiker fra det italienske køkken.

Fennikel ~ er det et enten/eller?

Jeg har indtryk af, at fennikel deler vandene; Det er lidt som om, at man enten holder meget af fennikel, eller at man virkelig ikke holder af fennikel. Selv har jeg været på Fennikel-Nej-Tak-Holdet indtil for ikke længe siden. Nu? Team-Viiild-Med-Fennikel. Hvordan det ændrede sig, ved jeg ikke, men hurra for at det gjorde.

“Men hvorfor er der nogle, der kalder en salat som denne for lakridssalat?” tænker du måske

Det er simpelthen fordi, fennikel har en udpræget smag af anis. Det synes jeg (nu) er virkelig lækkert, og fennikel er desuden en sprød og saftig grøntsag. I salaten her skæres fennikel helt tyndt, til det bruger jeg et mandolinjern (pas på fingrene!), men en skarp kniv går også fint til formålet.

Insalata siciliana “alla mig”

“Alla” er italiensk og betyder noget i retning af “på min måde” eller “som jeg laver den”, og salaten her er “alla mig”, fordi jeg har tilføjet et par ekstra ingredienser. De nytilkomne deltagere i denne variant af den traditionelle fennikelsalat med appelsin er rucola, linser, krydderurt og evt. parmesan. Til gengæld har jeg udeladt oliven (ikke fordi jeg ikke kan lide oliven, sådan blev det bare her).

Sprødhed, saft og kraft

Denne insalata siciliana er en lækker salat fuld af dejlige smage fra fennikel, appelsin, rødløg, rucola og friske krydderurter, masser af saft og sødme fra appelsin samt crunch fra ristede pinjekerner. Og ~ hvis det skal være lidt ekstra ~ flager af frisk parmesan på toppen.

Et lille men nok så vigtigt tip

Vil man gerne have salaten til at stå skarp, frisk og smuk som på billederne her, er det vigtigt, at den ikke samles før lige før servering. Desuden skal den ikke blandes for meget, for så falder den sammen. Det smager lige så godt, men hvis du er typen, der spiser med øjnene, så gør sådan her: Anret salaten lige inden servering, bland den ikke, og server dressingen ved siden af.

Mere fennikel?

Så tag også lige et kig på min fennikelsalat med myntedressing.

 

Insalata siciliana ~ fennikelsalat med appelsin
 
For at salaten står skarp, frisk og smuk, er det vigtigt, at den ikke samles før kort tid inden servering. Bland den ikke for meget, så falder den sammen. I stedet: Saml salaten lige inden servering, bland den ikke, og server dressingen ved siden af.
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Salat
  • 1 rødløg
  • 2 fennikel (gerne køleskabskolde)
  • 5-6 appelsiner (gerne køleskabskolde)
  • 50 g rucola
  • 1 dåse belugalinser
  • Frisk krydderurt i ønsket mængde, fx timian, esdragon, rosmarin eller dild
  • Ristede pinjekerner i ønsket mængde
  • Evt. frisk parmesan
Dressing
  • 2 spsk olivenolie
  • 1 tsk knust havsalt
  • ½ tsk groft sort peber
Fremgangsmåde
  1. Pinjekernerne ristes på en tør, hed pande.
  2. Linser skylles og drænes grundigt.
  3. Dressingen røres sammen.
  4. Rødløg pilles, halveres og skæres i tynde strimler.
  5. Fennikel befris for den grønne top (toppen bruges ikke i salaten), halveres på langs og skæres i helt tynde strimler/skiver.
  6. Appelsinerne skæres i fileter af ønsket tykkelse.
  7. Rucola skæres groft.
  8. Krydderurt skæres i ønsket størrelse.
  9. Salatens elementer undtagen dressing, pinjekerner og parmesan anrettes på et fad eller i en skål kort inden servering. Drys med pinjekerner og parmesanflager. Server dressingen ved siden af.
Rigtig god fornøjelse.

 

Se i denne video hvordan man skærer appelsinfileter:

Du kan måske også lide...