Loading...
Gratineret gnocchifad

Gratineret gnocchifad

Hvad siger du til et comfy måltid med en cremet, boblende sauce og gylden, blød og sprød ost på toppen? Hvis det er et JA TAK fra dig, så skal du altså prøve det her: Gratineret gnocchifad. Det er intet mindre end himmelsk hyggeligt.

“Hvad er gnocchi?”, tænker du

Gnocchi – udtales njoggi – indgår i pastagruppen, dog adskiller den sig markant fra den traditionelle pasta, vi kender. Traditionel pasta laves af mel, vand, salt og i nogle tilfælde æg, gnocchi laves af kartofler og med en form for mel, fx semulje-, hvede-, majsmel eller brødkrummer. Gnocchi er i konsistens meget anderledes end det, man normalt forbinder med pasta, gnocchi føles og smager i retning af små kugler kartoffelmos.

Gnocchifad

Nemt at tilberede og tusind varianter

Gnocchi er nemt at tilberede; Enten skal det koges kort, eller også kan man stege det, så det får lidt overflade. Gnocchi kan ligesom alt andet pasta nydes på 1001 forskellige måder, fx: Vendt i en god sauce. Eller svøbt i brunet smør. Eller som her i et cremet Gnocchifad, der gratineres i ovnen. Det er faktisk kun fantasien, der sætter grænser.

Og skal vi så egentlig ikke bare se at komme i gang med det der lækkerhedsmad?

Det tror jeg nok lige, vi skal! Og hvis du er interesseret i mere pastamad, så tryk lige HER.

 

Gratineret gnocchifad
 
Herhjemme spiser vi altid en sprød grøn salat eller en god råkost sammen med gnocchifadet
Mængde: 4 personer
Det skal du bruge
Sauce
  • 1 løg
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 squash
  • 1 bakke brune champignon (=200 g)
  • 250 g modne cherrytomater
  • 1 dåse grønne linser
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 spsk tomatpuré
  • ½ dl hvidvin
  • 1 dl fløde
  • 1 tsk salt
  • ¼ tsk groft sort peber eller samme mængde tørrede chiliflager
  • Lidt olivenolie

Fyld og topping
  • 500 g gnocchi, frisk eller tørret
  • 125 g frisk mozzarella (=en kugle)
  • 50 g fintrevet parmesan
Sådan gør du
  1. Løget pilles, halveres og skæres i mellemfine strimler.
  2. Hvidløgsfed pilles og presses i hvidløgspresser eller finthakkes.
  3. Squash skæres i tynde 'mønter'.
  4. Champignon renses og skæres i mellemtykke skiver.
  5. Cherrytomater halveres.
  6. Linserne skylles og drænes grundigt.
  7. Kom lidt olivenolie i en gryde og skru op på mellemhøj varme (hos mig er det trin 7 af 9). Kom løgstrimler, presset hvidløg, squashmønter, champignonskiver og de halverede cherrytomater i gryden og steg under jævnlig omrøring, til squash og tomater er blevet lidt bløde.
  8. Tilsæt til grøntsagerne i gryden linser, smuldret grøntsagsbouillonterning, tomatpuré, vin, fløde, salt og peber eller chiliflager, skru 1-2 trin ned for varmen, og varm saucen igennem.
  9. Tænd ovnen på 225 grader varmluft.
  10. Tilbered gnocchierne efter pakkens anvisning, håndter dem gerne lidt blidt.
  11. Bland sauce og de tilberedte gnocchi roligt sammen i saucegryden.
  12. Smør et ovnfast fad str. 20x27 cm (indvendigt mål) med lidt olivenolie og kom gnocchi-og-sauce-blandingen heri.
  13. Brug ¾ af den friske mozzarella og bræk den i mindre stykker, som fordeles jævnt over fadet og herefter trykkes ned i saucen.
  14. Fordel den resterende mængde friske mozzarella i mindre stykker ovenpå saucen samt fordel den fintrevne parmesan på hele fadets overflade.
  15. Sæt gnocchifadet i ovnen og gratiner til osten er gylden og indbydende, dette tager cirka 15 min.
  16. Server fx sammen med en sprød grøn salat eller en lækker råkost.
Rigtig god fornøjelse.

 

Gratineret gnocchifad

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk