Græskarpandekager med bønner

Du kender helt sikkert amerikanske pandekager. Du kender måske også bananpandekager. Og den slags tykke pandekager kan man faktisk lave med alle mulige slags frugt eller grønt i. Her har jeg lavet græskarpandekager med bønner.

Græskarpandekager med bønner

Synes du, det lyder mærkeligt med bønner i pandekager?

Det kan jeg egentlig godt forstå. Men tro mig, når jeg siger dette: Man kan ikke smage bønnerne. Overhovedet! De er fuldstændig neutrale i smagen, til gengæld giver de fylde (=mæthed) og protein i pandekagerne. Proteinpandekager, kunne man vel egentlig godt kalde disse græskarpandekager med bønner.

Og hvad med græskar? 

Græskar smager sødt og har en dejlig cremet konsistens, når det bliver tilberedt. Derfor passer græskar faktisk rigtig godt mange steder i det søde køkken, og jeg lover, at pandekagerne ikke smager hverken for “sundt” eller mærkeligt. De smager faktisk bare rigtig dejligt. I disse pandekager bruger jeg græskarmos.

 

Græskarpandekager med bønner

Fuldkorn styrer!

I disse som i alle mine andre tykke pandekager bruger jeg fuldkornsmel. Det er bedst at bruge et fint fuldkornsmel, og jeg burger selv altid hvid hvede mel, fordi det er helt lyst og fintmalet. Mange bruger havregryn, enten som de er eller malet til mel, men jeg synes, det giver lidt “nistrer” i pandekagerne (dog har jeg brugt havregryn i min opskrift på æblepandekager ~ se link nedenfor ~ fordi det passede godt i disse pandekager).

Hvad topper man græskarpandekagerne med?

Lige hvad du kan lide! Jeg kan lide at holde det helt simpelt, så jeg topper gerne med sirup, blåbær og nødder.

Flere pandekager af den tykke amerikansk-inspirerede slags?

Det kan jeg også byde på, se her:

Bananpandekager med valnødder

Citron-bananpandekager med kold hindbær-yoghurtcreme

Æblepandekager med havre og hasselnødder

 

Græskarpandekager med bønner
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 120 g græskarmos
  • 120 g butterbeans
  • 120 g hvid hvede mel (hvid hvede er et fuldkornsmel)
  • 1 spsk kanel
  • ½ tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • 1 tsk natron
  • ¼ tsk knust havsalt
  • ½ spsk agavesirup
  • 1 tsk citronsaft
  • 1½ dl mælk af ønsket type (ko, havre eller neutral soyadrik)
  • Smør til stegning
Fremgangsmåde
  1. Lav græskarmosen (kan sagtens laves på forhånd).
  2. Blend alle ingredienser grundigt sammen til en så glat masse som muligt. Det er meningen, at dejen er tyk, så den ikke flyder ud og bliver til falde pandekager.
  3. Opvarm en pande til middel varme (hos mig trin 6 ud af 9).
  4. For hver pandekage smøres panden med lidt smør(bar).
  5. Der bruges knap ½ dl dej pr. pandekage.
  6. Pandekagerne bages gyldne på begge sider.
  7. Nyd pandekagerne med ønsket topping.
Rigtig god fornøjelse.

 

Græskarpandekager med bønner