Forårspastasalat


En pastasalat med forårets dejlige grønt aka. den skønneste forårspastasalat med yoghurtdressing og lette, pikante smage, det er, hvad jeg her byder på. Min forårspastasalat er sprød og lækker, og den er god både til aftensmad og i madpakken.

“Sød sennep ~ er det ikke for børn?”

Asparges, friske ærter og løvstikke; Dejlige grønne forårsbebudere. Her sat sammen med citron og yoghurt for en let og frisk smag. Og så er der den søde sennep, den må man altså hverken glemme eller undervurdere! Og nej, den er bestemt ikke kun for børn! Faktisk er det min yndlingssennep, fordi den er dejligt pikant og rund i smagen og har så mange smagsnuancer. Jeg bruger den ofte til smagssætning i min mad, fx i mine perlebygdeller, min bønnesuppe med rødder og kål og mine quinoadeller.

Let og enkel mæthed

I foråret bliver alting lettere. Lyset vender tilbage, løgplanter bryder vinterens mørke jord, og man bliver ligesom lettere om hjertet, ik? Sådan er min pastasalat med yoghurtdressing også: Let og enkel. Lige til at gøre krop og sind glad af. Men trods sin lethed og enkelthed er salaten et overraskende mættende måltid, og den slags er jeg vild med: Nem, nærende nydning. Det bliver faktisk ikke meget bedre.

Og PS:

Jeg skulle hilse fra salaten og sige, at den gerne vil nydes sammen med et glas kold hvidvin. Og man skal lytte til pastasalaten.

 

Forårspastasalat med yoghurtdressing
 
Ønskes det at tilføje protein til salaten og derved få en måltidssalat, tilsæt da gerne ca. 230 g kogte sorte linser (= 1 dåse)
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Pastasalat
  • 350 g ukogte fuldkornspenne
  • 150 g grønne asparges (de 150 g er aspargesenes vægt, inden endernes knækkes af)
  • 400 g ærter i bælg (de 400 g er ærternes vægt inkl. bælg)
  • 150 g rå blomkål (de 150 g er den mængde, der skal bruges)
  • 1 forårsløg
  • 20 g ærteskud eller frisk spinat
  • 3 skoleagurker
  • En stor håndfuld frisk dild
  • Frisk løvstikke efter smag
  • 35 g kapers
Dressing
  • 350 g skyr naturel eller tilsvarende vegansk alternativ (jeg er selv glad for Alpros usødede yoghurt naturel)
  • Skallen fra 1 ubehandlet citron
  • 3 spsk sød sennep*
  • 3-4 tsk agavesirup eller sukkererstatning i tilsvarende mængde
  • 1½ - 2 tsk knust havsalt
Fremgangsmåde
  1. Sæt pastaen til at koge i rigeligt og saltet vand. Pastaen koges, til den er al dente, herefter hældes kogevandet fra, og pastaen overhældes med koldt vand, til den er helt afkølet. Dræn pastaen grundigt inden den blandes med salatens øvrige ingredienser.
  2. Riv citronen fint, brug kun det gule af skallen, da den hvide del ofte er bitter.
  3. Bland skyr/yoghurt, citronskal, sennep, agavesirup og salt grundigt i en stor skål, hvori der også er plads til hele pastasalaten. Smag yoghurtdressingen til.
  4. Ordn og skær alle pastasalatens grøntsager og urter og kom dem op i skålen til dressingen:
  5. ~ Aspargeserne knækkes ved stilkens friske punkt og skæres i stykker af ønsket størrelse (jeg skærer dem i stykker af cirka 3 cm).
  6. ~ Ærterne bælges.
  7. ~ Blomkålen skæres i små buketter/stykker.
  8. ~ Forårsløget skæres fint.
  9. ~ Ærteskud eller spinat skæres groft.
  10. ~ Skoleagurkerne halveres på langs og skæres i semi-tykke "halvmåner".
  11. ~ Dilden skæres groft.
  12. ~ Løvstikken skæres fint.
  13. ~ Kapers tilsættes som de er.
  14. Tilsæt den kogte, kolde pasta og bland salaten rigtig grundigt sammen.
  15. Pastasalaten nydes kold og gerne med lækkert brød til.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Sød sennep er egentlig et misvisende navn, for den sennep, der kaldes sød fransk sennep er faktisk utroligt smagfuld og har mange smagsnuancer i sig.

 

Forårspastasalat

 

Forårspastasalat