Loading...
Familiens favoritnudler

Familiens favoritnudler

Første gang, jeg lavede denne nudelret, var alle ved bordet begejstrede, og sådan er det fortsat lige siden, så selvfølgelig kalder jeg denne ret for Familiens favoritnudler, for det er præcis det, den er.

 

Hvorfor er den her nudelret så god?

Af tre grunde:

Smagen – Hvidløg, sesamolie og soya + citrongræs-chilimarineret tofu (det kan man jo lissom kun holde af, ik’)

Grøntsagerne – Sprøde gulerødder, skøn hvidkål og saftige løg

Nudlerne – fordi nudler bare er life

Og så er retten i øvrigt dejligt nem at lave: Snit-og-steg. Ikke noget bøvl, bare lækkert og nemt.

 

 

Hvilken slags nudler skal man bruge?

Jeg bruger selv fuldkornsnudler, da de holder konsistensen godt ved tilberedning. Men du kan bruge lige præcis de nudler, du allerbedst kan lide.

I øvrigt: Uanset hvilken slags nudler, du bruger, så er du sikret et godt resultat ved at lægge nudlerne i blød i kogende varmt vand i stedet for koge dem i en gryde. Se den ultranemme tilberedningsmetode for nudler i videoen sidst i dette indlæg.

 

 

Det der tofu

Hvis du er til tofu, så synes jeg, at sprødstegt tofu er helt fantastisk lækkert i retten her. Meget gerne den tofu, man kan købe, som er citrongræs-chilimarineret – se i videoen nedenfor, hvordan du nemt steger tofu.

Er du ikke til tofu, udskifter du blot tofu med enhver anden slags proteinkilde i samme mængde. Nemt, ik’?

 

Tofu
Denne tofu er min absolutte yndlings. Du finder den på køl i bla. Rema1000 og Kvickly

 

Er du også vild med nudler?

Så tryk HER – men pas på; Der er højrisiko for at blive nudelsulten!

 

Familiens favoritnudler

Udskriv
4 personer

Det skal du bruge

  • 200 g fuldkornsnudler (vægten er for ikke-tilberedte nudler)
  • 300 g gulerødder
  • 400 g hvidkål
  • 2 løg
  • 400 g tofu , gerne den citrongræs-chilimarinerede man kan købe

Marinade
  • 1/2 dl sesamolie
  • 3 fed hvidløg
  • 2 spsk brun farin
  • 1 1/2 dl soyasauce
  • 1/4 tsk tørrede chiliflager

Tilbehør
  • Frisk koriander
  • Peanuts
  • Sesamolie
  • Soyasauce

Sådan gør du

  • Gulerødder ordnes og skæres i skiver af ønsket størrelse og form.
  • Hvidkål skæres i grove strimler.
  • Løg pilles og skæres i stykker eller strimler af ønsket størrelse (ikke for småt).
  • Hvidløg presses i hvidløgspresser eller skæres fint.
  • Tofu skæres i stykker af ønsket størrelse og steges mørkgyldent på en varm pande (bruges den i opskriften nævnte tofu behøves ikke fedtstof ved stegning, bruges ikke-marineret tofu, steges denne i lidt olie og citronsaft).
  • Nudlerne tilberedes. Efter tilberedning hældes vandet fra, koldt vand hældes over (for at stoppe videretilberedning) og nudlerne afdryppes grundigt. Vend de færdige nudler med 1 tsk sesamolie for at undgå klistring.
  • Alle ingredienser til marinaden kommes i en wok eller lignende og varmes godt igennem.
  • Tilsæt gulerødder, hvidkål og løg og lad blandingen stege ved høj varme til grøntsagerne er stort set møre. Vend rundt i blandingen.
  • Tilsæt til sidst den stegte tofu samt de tilberedte nudler, bland godt og varm igennem.
  • Server med frisk koriander, peanuts, sesamolie og soya ved siden af, så man selv kan toppe og smage til.
Rigtig god fornøjelse

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk