Dette er den perfekte vinterret: Varm, blød og venlig. Fuld af smag og tekstur. Her serveret til en skøn mos af kartofler, knoldselleri og gulerod, mmm. Det er simpelthen bare en skøn, skøn ret at nyde på en mørk og kold vinteraften. Man bliver glad både i krop, sjæl og sanser af den, faktisk.

Og så er der det forunderlige ved retten, at 4 ud af 4 omkring spisebordet herhjemme synes, den smager godt! Og det sker ellers så godt som aldrig. Så ved man, man har ramt noget rigtigt.

 

Enebærgryde med brune champignon, grønne linser & rødvin
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 1 løg, medium strimler
  • 200 g brune champignon, grove skiver
  • 250 g tynde gulerødder (uskrællet vægt), halvgrove mønter
  • 20-25 enebær, knuste (ikke 20-25 gram men 20-25 styk)
  • 1 dåse grønne linser, skyllede og afdryppede
  • ½ dåse hakket tomat
  • 1 dl rødvin
  • 2 spsk rød balsamico
  • 1 spsk soya
  • 1½ tsk tørret rosmarin
  • ½ tsk paprika
  • 1 dl fløde af ønsket type
  • 1½ dl koldt vand
  • 10 g maizena
  • 1½ tsk salt
  • ¼ tsk groft sort peber
Tilbehør
  • Persille
  • Serveres fx med kartoffelmos af 2 - 2½ kg kartofler eller en mos af kartofler, knoldselleri og gulerødder
Fremgangsmåde
  1. Alle ingredienser ordnes, og alt ~ undtagen linser ~ kommes i en gryde og blandes grundigt, så maizenaen røres helt ud.
  2. Retten småkoger 5 minutter.
  3. Tilsæt linserne.
  4. Retten småkoger 5 minutter.
  5. Smag til.
  6. Server med en god mos samt med et drys persille.
Rigtig god fornøjelse.