Drømmekage (uden æg)

Jeg er rigtig glad for kage, og drømmekage er en dejlig og klassisk kage, som rigtig mange mennesker holder af. Her byder jeg på drømmekage (uden æg) a la mig, og den er vældig populær, hver gang jeg serverer den herhjemme.

Hvad betyder “drømmekage a la mig”??

Det betyder, at som altid, når jeg laver mad og bager, forsøger jeg at gøre det så nemt og nærende som muligt. Og nej, kage er ikke nærende, det kan vi godt blive enige om, og den slags skal der også være plads til. Men jeg prøver altid at bage kager, hvor jeg reducerer sukkerindholdet og ~ hvis jeg kan ~ inkorporerer lidt fuldkornsmel. MEN! Det må ikke gå ud over hverken smag eller konsistens! Fordi vi skal nyde maden, og det gør vi bedst, når den smager og føles godt, ik.

Og jeg er ikke fanatisk, for livet er for kort til forbud!

Så der er sukker i mine kager. Og smør. Men bare mindre af det. Og ofte er lidt af hvedemelet erstattet med lidt fuldkornsmel (altid hvid hvede, som er den lyseste fuldkornsmeltype). Og så er mine kager meget ofte bagt uden æg. Jojo, det kan man sagtens! Og mine kager er saftige, svampede og sammenhængende alligevel (jeg har også øvet mig en del på denne disciplin).

Danskvand i kager og aquafaba i brød er supergode erstatninger for æg, har jeg lært. Og gider man ikke det der aquafaba, så kan man også bare udelade det og stadig få toplækkert brød.

Igen: Det må ikke være besværligt. Vi skal jo have lyst til at gå i gang med det.

“Men hvorfor bruger du ikke æg, Pernille?” spørger du måske

Det er af den simple årsag, at jeg ikke er så vild med æg. Jeg synes simpelthen ikke, æg er særligt lækre. De er ikke udelukket fra min kost, og fx pensler jeg somme tider boller med æg. Og jeg spiser købe-kager med æg i. Men jeg spiser ikke æggekage, omelet, æggemadder og den slags, altså der hvor det bliver meget… ægget, du ved. Igen: Ingen absolutter og forbud, jeg vil bare gerne undgå det, hvor jeg kan.

Den her drømmekage smager som… nåja: En drøm

Saftig. Sød. Svampet. Hyggelig. Nem. Populær. Allesammen ord, der beskriver denne drømmekage. Så mon ikke vi bare skal i gang i køkkenet, så vi kan få drømmekage til kaffen senere!

Vild med kage?

Os’ mig! Klik HER og se masser af dejlige kager, alle sammen med masser af smag og lækker konsistens, men også fedt- og sukkerreducerede (i det omfang, det stadig giver mening for kagens smag og tekstur).

 

Drømmekage (uden æg)
 
Vær opmærksom på, at jeg ikke bruger måleskeer i mine opskrifter men almindelige te- og spiseskeer (lidt toppede, ikke strøgne).

I denne opskrift bruges et metalfad str. 20 x 20 cm med høje kanter.
Mængde: 16 stykker kage
Ingredienser
Kage
  • 175 g hvedemel
  • 50 g hvid hvede mel
  • 140 g sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  • 2 tsk bagepulver
  • 60 g smør eller Naturli' Blok
  • 1 dl danskvand
  • 1 dl mælk (havre- eller komælk)
  • 100 g æblemos uden æblestykker i
Topping
  • 100 g smør eller Naturli' Blok
  • 175 g brun farin
  • 125 g kokosmel
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1½ dl mælk (havre- eller komælk)
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 175 grader almindelig ovnvarme (ikke varmluft).
  2. Beklæd en bageform str. 20 x 20 cm med bagepapir.
  3. Smelt smørret.
  4. Rør med et piskeris de tørre ingredienser sammen i en skål (piskeriset afhjælper klumper).
  5. Tilsæt de våde ingredienser ad et par omgange og vend dejen roligt sammen med en grydeske ~ rør ikke mere end nødvendigt.
  6. Kom dejen i den bagepapirsbeklædte bageform og fordel den i et jævnt lag.
  7. Kagen bages ca. 25-30 minutter, til den er næææsten færdigbagt og let gylden.
  8. Mens kagen bages, laves toppingen: Alle ingredienser til toppingen kommes i en lille gryde og smeltes sammen til farinen er opløst ved medium varme og jævnlig omrøring.
  9. Når kagen er stort set færdigbagt, tages den forsigtigt ud af ovnen, ovnen skrues op på 200 grader (stadig almindelig ovnvarme), og toppingen fordeles lidt forsigtigt på kagen.
  10. Bag kagen i ca. 5 minutter til toppingen bobler lidt (nogle steder i hvert fald).
Rigtig god fornøjelse.

Drømmekage (uden æg)