Lasagne. Noget af den bedste comfort food i verden. Denne lasagne er cremet, lækker, mild og rar, og jeg laver den jævnligt, fordi den bare smager så dejligt. Faktisk kommer opskriften fra mine forældre, som lavede denne lasagne til mig, en af de første gange, jeg skulle spise hos dem, efter jeg havde valgt at lægge kødet på hylden. Hvor heldig er jeg ikke lige, at nogen vil lave SÅ lækker mad til mig?!
Cremet lasagne med champignon, tomat, linser og spinat
Mængde: 4 personer
Det skal du bruge
Tomatsauce:
- 400 g brune champignon i skiver
- 1 hakkede løg
- 1 fed presset hvidløg
- 1 dåse hakket tomat
- 1 dåse grønne linser
- 1 bouillonterning, grøntsags eller svampe
- 1 tsk tørret oregano
- ½ tsk tørret salvie
- ¾ tsk salt
- ¼ tsk groft sort peber
hvid sauce:
- 6 dl mælk
- 40 g majsstivelse
- ½ tsk muskatpulver
- ½ tsk salt
Til sammenlægning af lasagnen:
- 100 g frisk spinat, skyllet
- Lasagneplader
- Revet ost
Sådan gør du
Start med at lave tomatsaucen:
- Skyl og dræn linserne.
- Steg champignonerne i lidt olie i en gryde til væden er stegt væk.
- Tag champignonerne væk fra gryden (de skal i senere igen).
- Steg løg og hvidløg kortvarigt til de er klare, men de skal ikke tage farve.
- Tilsæt hakket tomat, linser, oregano, salt og peber.
- Kog saucen ved middel varme 10 minutters tid og smag til.
- Tilsæt de stegte champignon og bland dem godt ind i tomatsaucen.
Lav så den hvide sauce:
- I en lille gryde kommes 2 dl af mælken samt maizenamelet, og det røres grundigt sammen.
- Tilsæt resten af mælken, lidt muskat og lidt salt.
- Kog blandingen op ved jævn varme og under konstant omrøring, så saucen ikke brænder på.
- Smag til med muskat og salt.
- Tag gryden væk fra varmen.
- Tænd ovnen på 200 grader alm. ovnvarme (dvs. ikke varmluft).
Sammenlægning:
- Smør et ovnfast fad str. 22x22 cm med lidt olie.
- Begynd med lidt af tomatsaucen - det skal bare lige næsten dække fadets bund. Fortsæt med følgende rækkefølge:
- Lasagneplader
- En tredjedel af tomatsaucen
- En tredjedel af spinaten
- En tredjedel af den hvide sauce
- Lasagneplader
- En tredjedel af tomatsaucen
- En tredjedel af spinaten
- En tredjedel af den hvide sauce
- Lasagneplader
- En tredjedel af tomatsaucen
- En tredjedel af spinaten
- En tredjedel af den hvide sauce
- Drys rundhåndet med revet ost på toppen.
Bagning:
- Lasagnen bages ca. ½ time. Den er færdig, når toppen er medium gylden og lasagnepladerne gennembagt.
Rigtig god fornøjelse.
Hejsa! Blot til info:
I din “Cremet lasagne med champignon, tomat, linser og spinat“, står der grønne linser i ingredienslisten, men ikke i opskriften. Det omvendte gør sig gældende for gulerødder og laurbærblade
Glæder mig til at smage opskriften!
Hej Nicolaj.
Tusind tak for at gøre mig opmærksom på rodet – jeg har på et tidspunkt justeret opskriften, men åbenbart ikke særligt opmærksomt 😆 Nu er det rettet.
Bedste hilsner og god dag,
Pernille.