En god og fyldig salat går man sjældent galt i byen med. Sådan en med masser af knas, smag og gerne noget cremethed. Og det er er lige netop, hvad denne coleslaw med kikærter og skyrdressing byder på.

Coleslaw 2.0

Min coleslaw er med en let og smagfuld skyrdressing (eller lignende plantebaseret alternativ, selvfølgelig) i stedet for den traditionelle tungere dressing lavet på creme fraiche og mayonaise. Desuden har jeg tilføjet kikærter til at mætte og give protein (som selvfølgelig bare kan undlades, hvis man gerne vil have en mere traditionel coleslaw). Nødder eller kerner til at give knas. Æble for friskhed, saft og sødme.

Coleslaw både sommer og vinter

Coleslaw er en af de salater, man kan lave både sommer og vinter. I min verden hører kål- og gulerodssalater mest til om vinteren, men en coleslaw lavet med de fantastiske, helt grønne spidskål (som på billederne her) og nye gulerødder, det kan altså også bare noget.

Mættende på den lette måde

Coleslaw’ens fordel ligger i, at man skal tygge så dejligt meget, og da den er lavet på grove grøntsager som kål og gulerødder, protein i form af skyr og kikærter samt det sunde fedt i form af nødder nødder eller kerner, så er det også en ret, der mætter dejligt og længe, uden at man er mæt på den tunge måde.

Server denne coleslaw med godt fuldkornsbrød til, så er det et skønt, fuldgyldigt måltid, der er toplækkert både som frokostret og som aftensmad.

 

Coleslaw med kikærter og skyrdressing
 
Coleslaw’en kan også laves uden kikærter, brug da 100 g revet gulerod ekstra.
Mængde: 4 personer
Ingredienser
Coleslaw
  • 200 g spidskål
  • 100 g gulerødder (skrællet vægt ~ det svarer til cirka 2 gulerødder af medium størrelse)
  • 2 æbler + lidt citronsaft
  • 1 dåse kikærter (=240 g kogte kikærter)
Dressing
  • 200 g skyr (også gerne i planteudgave, gå efter en tyk variant)*
  • 1½ tsk stærk sennep
  • 1½ spsk agavesirup
  • 1½ spsk æblecidereddike
  • 1 god tsk knust havsalt
  • ½ tsk groft sort peber
Drys:
  • Solsikkekerner eller grofthakkede valnøddekerner
Fremgangsmåde
  1. Dressingen røres sammen og hviler, mens grøntsagerne ordnes.
  2. Kikærterne skylles og afdryppes grundigt.
  3. Æblerne skæres i stykker/strimler af ønsket størrelse og vendes med lidt citronsaft.
  4. Spidskål skæres i helt fine strimler.
  5. Gulerødderne skrælles og enten skæres i helt fine strimler tilsvarende spidskålen eller rives groft på rivejern.
  6. Bruges valnødder, skæres disse groft.
  7. Alle ingredienser undtagen valnødder/solsikkekerner vendes grundigt sammen.
  8. Drys med valnødder/solsikkekerner.
  9. Server coleslaw'en kold.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Ønskes det, kan man udskifte en tredjedel eller halvdelen af skyren med fraiche 9%.