
Ingen juleaften uden brunede kartofler. Er vi ikke bare fuldstændig og absolut enige?
Faktisk kunne jeg sagtens undvære de traditionelle hvide kartofler juleaften og bare køre linsesteg, brunede kartofler og en knasende salat, fx en med grønkål eller rødkål.
Brunede kartofler er ikke for de sukkerforskrækkede. Slet ikke i min version, da jeg bruger en ret pæn del karamel at svøbe mine kartofler, så der både er på kartoflerne, og så der også er til at bruge som lidt sauce-ish.
Brunede kartofler
Mængde: 3-4 personer
Det skal du bruge
- 800 g kogte kartofler uden skræl*
- 2½ dl sukker
- 75 g smør
Sådan gør du
- Hvis kartoflerne er kolde, skal de varmes op, inden de ommer i den varme karamel: Kog en mængde vand der rigeligt kan dække kartoflerne. Kom kartoflerne i en skål og overhæld dem med det kogende vand. Lad kartoflerne ligge heri 10-15 minutter. Dræn herefter kartoflerne grundigt for vand.
- Sukkeret kommes på en pande str. ca. 28 cm i diameter. Skru op på middel-høj varme (hos mig er det trin 7 af 9). Nu skal du lade sukkeret HELT være! Der må ikke røres i det, før det er helt (eller i hvert fald stort set) smeltet, da der i så fald kan dannes trælse sukkerkrystaller. Smeltningen af sukkeret tager ca. 15 minutter.
- Når sukkeret er smeltet - vær opmærksom på, at det ikke brænder på - tilsættes smørret. Bland grundigt. Det vil bruse lystigt op, og er nu en flot gyldenbrun karamelmasse. Når massen er afbruset, kommes kartoflerne på panden. Varmen er stadig på samme trin. Kartoflerne vil afkøle karamelblandingen lidt, så den størkner nogle steder, men dette smelter igen.
- Kartoflerne vendes ind i mellem i den lystigt boblende karamel. Kartoflerne skal have tid til at ligge og suge varme og karamel til sig, så vend ikke for ofte.
- Jeg kan godt lide, at karamellen ender med at være tyk og sidder fast på kartoflerne (mens der stadig også er lidt tyktflydende karamelsauce på panden). Processen for at opnå dette tager ca. 35 minutter fra kartoflerne kommes på panden. Til sidst i processen skrues et enkelt varmetrin ned. Vær varsom når kartoflerne vendes sidst i processen, de kan blive lidt skrøbelige.
- Hvis du kan lide dine brunede kartofler med en mindre tyk karamel på og omkring, tilberedes de blot i kortere tid. Stop tilberedningen når kartoflerne er perfekt brunede til din smag.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*Brug dem du føler er de helt rigtige til brunede kartofler; Nogle sværger fx til pillede aspargeskartofler, andre kan ikke forestille sig andet end at bruge dem fra glas.
