Jeg ved ikke, hvorfor det har taget mig så lang tid at få øjnene op for blommekompot. Men nu er mine øjne åbnet, og jeg er fuldstændig tosset med min blommekompot, som er lige tilpas blød men stadig lidt rustik, nem at lave, har en frisk touch af citron, kan laves i sukkerfri version OG har verdens smukkeste farve, når man bruger de blå blommer, man typisk kan købe i supermarkederne.
Tror nok bare lige, du må en tur i køkkenet, hva’!
Blommekompot med citron
Mængde: Et stort glas
Ingredienser
- 500 g (blå) blommer
- Saften af ½ - 1 lille citron (svarer til ca. ¼ - ½ dl citronsaft)
- Ca. 5 spsk agavesirup/tilsvarende mængde sukkererstatning (jeg bruger Easis Perfect Strø)
Fremgangsmåde
- Blommerne skæres i kvarte, befries for sten og evt. for skrællen, hvis dette ønskes (skrællen kan også nemt fjernes efter kogning, hvis man ikke ønsker skræl i sin kompot).
- Kom blommer og citronsaft i en lille gryde og læg låg på gryden.
- Blommer og citronsaft koges nu roligt ved middel varme og under jævnlig omrøring i ca. 8 minutter.
- Tilsæt agavesirup eller sukkererstatning og varm roligt igennem til dette er opløst.
- Kom blommekompotten på et skoldte glas, lad kompotten afkøle lidt, læg låg på og stil den i køleskabet.
Rigtig god fornøjelse.