Mellemøstligt nemhedsfad med fetacreme – herhjemme også kaldet Dianafad, opkaldt efter min kollega Diana, der en nat havde en lignende ret med som nattens måltid. Eller – jeg synes selv, min ret minder om hendes, måske vil hun synes noget andet. I hvert fald: Jeg blev inspireret af hendes mad, og nu findes den her skønne sag med masser af ovnbagte grøntsager og butterbeans krydret med kanel og chili, serveret på en bund af fetacreme, måske drysset med lidt citronskal og med lækkert brød til.

Fetacreme eller feta-hytteostcreme?
I opskriften angiver jeg en traditionel fetacreme, men vil du gerne gøre cremen både sundere og mere proteinrig men stadig totalt cremet og dejligt smagfuld, vil jeg på det varmeste anbefale min feta-hytteostcreme.

Hvilken slags brød man kan spise til?
Jeg ville lave disse tykke, grove, lækre fladbrød eller købe mig til nogle saftige naan.


Mellemøstligt nemhedsfad med fetacreme
Det skal du bruge
Til ovnbagning
- 1 stor aubergine
- 1 stor fennikel
- 2 store løg
- 1 kg modne, smagfulde tomater (det lyder af meget, men det passer!)
- 2 dåser butterbeans
- 1 glas sorte oliven (der er ofte ca. 115 g oliven (drænet vægt) i et glas)
- 2 tsk kanel
- 2 tsk tørret salvie
- 1 tsk tørrede chiliflager
- 1 1/2 tsk salt
- Olivenolie
Fetacreme
- 200 g feta, brug gerne Puck feta, den giver en skøn konsistens
- 50 g skyr naturel eller græsk yoghurt 2%
- En lille smule koldt vand
Tilbehør
- Lækkert brød
- Fintrevet citronskal
- Evt. bredbladet persille
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
Ovnbagning af grøntsager og bønner
- Aubergine og fennikel skæres i grove stykker og kommes i et ovnfast fad, der kan rumme alle grøntsagerne senere i processen. Vend aubergine- og fennikelstykker med lidt olivenolie.
- Aubergine- og fennikelstykkerne bages først 15 minutter, mens de øvrige ingredienser til ovnbagning klargøres:
- Løg og tomater skæres i grove stykker svarende til aubergine- og fennikelstykkerne, butterbeans skylles og drænes grundigt, og oliven drænes for glassets væske.
- Når aubergine og fennikel har bagt 15 minutter, tilføjes løg- og tomatstykker, butterbeans, oliven, kanel, tørret salvie, chiliflager og salt, og det hele vendes grundigt sammen med olivenolie.
- Det hele bager ca. 30 minutter, til tomaterne er bløde og har afgivet væske samt de øvrige grøntsager er møre. Vend en eller to gange undervejs.
Fetacremen
- Mens grøntsagsfadet er i ovnen, laves fetacremen:Feta brækkes/skæres i mindre stykker og kommes i en minihakker sammen med skyr/græsk yoghurt.
- Kør til konsistensen er lækkert cremet.
- Tilføj en lille smule koldt vand til at justere konsistensen - ikke for meget og hellere en lille smule ad flere omgange - cremen skal være tyk, fast og supercremet.
Servering
- Anret fetacreme på en tallerken (portionsanrettet) eller et stort fad (til flere personer), herpå lægges grøntsagerne, fintriv evt. citronskal henover og server med lækkert brød og evt. et drys bredbladet persille.
Noter
Rigtig god fornøjelse

