Svensk pølseret

Svensk pølseret er en rigtig mormorklassiker, og her er mit bud på en vegetarisk en af slagsen.

Vegetarisk svensk pølseret ~ kan man godt det?

Ja da! Vegetarisk svensk pølseret smager mindst lige så godt som den traditionelle variant. Du ved, af barndom, nostalgi og gode minder. Jeg bliver simpelthen hensat til mørke, hyggelige vinteraftener i min århusianske barndom med min mor, far og mig ved det lille bord i køkkenet, og duften og smagen af tomat og stegte pølser.

Pølser uden kød

Markedet for grønne erstatningsprodukter er hastigt voksende og heldigvis for det. Selv spiser jeg ikke så mange erstatningsprodukter, men lige præcis pølser er jeg glad for. Men hvor er det en pølse-jungle derude, når det kommer til vegetariske og veganske pølser! Og hvor har jeg spist mange mærkelig pølser i min jagt på brugbare pølser, der også kunne noget med smagen. Der var meget skidt og kun lidt godt, synes jeg.

Mine varmeste pølseanbefalinger går til…

… pølserne fra Peas of Heaven. Jeg er i sær glad for dem, der hedder “veganske grillpølser” (de er i en pakke med 6 stk, 300 g). De er så absolut pølsefavorit nr. 1. Det er gode, fordi de kan steges til (mere eller mindre) sprød overflade, de holder formen, og de smager godt. Disse pølser køber jeg i Rema1000.

Her på billederne har jeg brugt min pølsefavorit nr. 2, Spirs plantebaserede pølser (de tykke som ligger på køl, ikke på frost). De er tykke og lidt krydrede, og de kan også steges og er formfaste. Disse pølser fås i Netto.

Pssst.

Mere mad med pølser? Se lige mine populære og lækre grove pølsehorn!

 

Vegetarisk svensk pølseret
 
Mængde: 2 personer
Ingredienser
  • 200 g vegetariske eller veganske pølser (jeg kan virkelig anbefale pølserne fra Peas of Heaven)
  • 1 løg
  • 300 g små kogte kartofler uden skræl
  • 1 grøn peberfrugt
  • 100 g brune champignon
  • 70 g tomatpuré
  • 30 g ketchup
  • 1 tsk karry
  • 1 tsk paprika
  • ½ tsk groft salt
  • ¼ tsk groft peber
  • 10 g maizena
  • 4 dl mælk af ønsket type (udskift evt. ½ dl af mælken med fløde for en mere "blød" smag)
  • Tilbehør: Persille og/eller forårsløg
Fremgangsmåde
  1. Ordn alle ingredienserne:
  2. ~ Pølserne skæres i mundrette stykker af ønsket størrelse
  3. ~ Løget skrælles og skæres i medium "både"
  4. ~ Kartoflerne skæres i mundrette stykker
  5. ~ Peberfrugt befris for stilk, membran og kerne og skæres i medium strimler
  6. ~ Champignon ordnes og halveres hvis de er små eller i grove skiver hvis de er store
  7. ~ Snit forårsløg fint til topping, hvis dette ønskes.
  8. Steg pølsestykker og løg kort i lidt neutral olie.
  9. Tilsæt peberfrugt og champignon og steg disse med kortvarigt.
  10. Rør maizenaen ud i mælken.
  11. Bland alle ingredienser grundigt sammen og varm retten igennem, til kartoflerne er gennemvarme, det tager ca. 10 minutter. Retten skal simre nok til, at maizenaen får mulighed for at jævne saucen.
  12. Smag til.
Rigtig god fornøjelse.