Loading...
Vegetarisk pad thai med æg

Vegetarisk pad thai med æg

Nudler har en meget stor plads i mit madhjerte, og den her vegetariske pad thai med æg er og bliver evigt populær.

Min version af pad thai her er proppet med grøntsager, fuldkornsnudler og skøn smag. Og når man lige har klaret grøntsagssnitteriet, så er retten lavet nulkommafem.

 

‘Hvilke nudler skal man bruge?’, spørger du måske

Jeg har angivet fuldkornsnudler i min opskrift, og den beskrevne fremgangmåde retter sig mod denne type nudler. Du kan sagtens bruge lige den slags nudler, du har lyst til, så skal du bare følge tilberedningsanvisningen på nudelpakken. Vær opmærksom på ikke at færdig-tilberede nudlerne, inden de skal i retten, de skal bare lige forberedes. Resten af tilberedningen får nudlerne, når de vendes i retten og varmes med der.

 

Og så får du lige et tip, til når du skal til at lave pad thai’en

Stil alle rettens ingredienser klar, for når du først går i gang med at stege, så går der ikke lang tid, før maden er klar til servering!

 

Vegetarisk pad thai med æg

Vegetarisk pad thai med æg

Absolut klassisk og hyggefyldt lækkerhedsnudelmad
Udskriv

Det skal du bruge

  • 200 g gulerødder (ordnet vægt)
  • 200 g spidskål (ordnet vægt)
  • 1 stor squash
  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 75 g frisk spinat
  • 1/2 dl soyasauce
  • 1 spsk brun farin
  • 1/2 lime, saften heraf
  • 2 tsk stødt ingefær
  • 1 tsk tørrede chiliflager
  • 1 1/2 tsk salt
  • 200 g fuldkornsnudler
  • 8 æg
  • Sesamolie til stegning
  • Sesamfrø til drys

Sådan gør du

  • Gulerødder, spidskål, squash og løg skæres i tynde strimler, lidt ligesom julienne (det tager lidt tid at skære dem i strimler, og hvis du er utålmodig, har travlt eller bare godt kan lide grøntsagerne skåret på en anden måde, gør du bare det). Hvidløgsfeddene presses i hvidløgspresser.
  • Opvarm en wok til høj varme (jeg steger på trin 8 af 9) og steg grøntsager og hvidløg heri, til det hele begynder at falde lidt sammen.
  • Tilsæt soya, limesaft, brun farin, ingefær, chiliflager og salt og bland grundigt.
  • Kog vand op til nudlerne, så vandet er klart til brug.
  • Skub grøntsagerne til side i wokken og kom æggene på den 'ledige' plads i wokken. Der vil være væske i bunden af wokken, det gør ikke noget ift. æggene. Skru evt. 1-2 trin ned for varmen hvis du synes. Vend rundt i æggene ligesom når man laver scrambled eggs, det skal nemlig ende med at have den konsistens (scrambled).
  • Kom nudlerne i en skål og hæld kogende vand over dem. Lad nudlerne trække to minutter. Dræn herefter vandet grundigt fra, skyl med koldt vand, kom lidt sesamolie på nudlerne (for at modvirke klistring og knæk) og vend forsigtigt olien rundt i nudlerne. Adskil forsigtigt nudler der evt. ikke har løsnet sig fra hinanden.
  • Spinat og nudler kommes i wokken til grøntsagerne og æggene, og det hele blandes grundigt og lidt forsigtigt.
  • Server med sesamfrø, sesamolie og soya ved siden af, så man kan drysse og dryppe på efter ønske.
Rigtig god fornøjelse

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk