En god crumble går man ikke galt i byen med. Sådan en med bløde, syrlige rabarberstykker i bunden og sprød, sød top. I min verden skal sådan en sag altid ~ altid! ~ serveres med blødtpisket flødeskum. Uhm, så synger englene altså!
Og vil man gerne bage kagen i vegansk udgave, bruger man blot en plantebaseret smør samt en plantebaseret piskbar fløde, og vupti: Vegansk rabarbercrumble.
Skulle man være i tvivl om, hvorvidt jeg er glad for rabarberkager, kan en søgning på “rabarber” her på bloggen hurtigt afgøre dén sag…


Rabarbercrumble
UdskrivDet skal du bruge
Rabarberne
- 600 g rabarber (ordnet vægt!)
- 100 g sukker
- 30 g vaniljesukker
- 10 g majsstivelse
Crumble
- 100 g hvedemel
- 60 g finvalsede havregryn
- 100 g sukker
- 100 g blødt smør - ikke smeltet!
Tilbehør
- Blødtpisket flødeskum
Sådan gør du
- Afmål smørret og lad det ligge i stuetemperatur indtil det skal bruges.
- Ordn rabarberne og skær dem i stykker på 2-3 cm.
- Tænd ovnen på 180 grader almindelig ovnvarme.
- Vend rabarber, sukker, vaniljesukker og majsstivelse grundigt sammen i en skål.
- Smør et tærtefad med lidt smør og fordel rabarberblandingen jævnt heri.
- Bland alle ingredienserne til crumblen i en skål, saml crumblen grundigt med ske eller hænder (eller begge dele).
- Smuldr crumblen over rabarberne.
- Bag kagen i ovnen ca. 45-50 minutter til toppen har ønsket farve.
- Skal kagen nydes lige efter bagning, skal den stå og hvile 10 minutters tid inden servering, hvis kagen skal serveres varm.
- Server varm, lun eller kold med blødtpisket flødeskum til.
Rigtig god fornøjelse
