Vegetarisk one pot pasta

Vegetarisk one pot pasta

For nogle år siden var one pot pasta en stor madtrend, og det er klart, at med så nem og lækker mad sprang jeg straks på bølgen. Nu har jeg taget min gamle opskrift på one pot pasta og givet den en opdatering både i opskrift og fotos, og det er begge dele blevet endnu bedre af.

“Hvad er one pot pasta?”  spørger du måske

One pot pasta er en ret, hvor alle ingredienser tilberedes sammen i en gryde. Ikke noget med at koge pasta og sauce for sig, ikke noget med “først steges løg og hvidløg…” og den slags. Bare snit-snit, op i gryde, koge, spise. Ja, også pastaen koges med. For det er nemlig stivelsen der frigives fra pastaen under kogning, der er med til at creme og samle saucen.

Genialt, siger du? Jeg kunne ikke være mere enig.

Og min version er selvfølgelig en vegetarisk one pot pasta, der med et enkelt greb kan gøres til en vegansk one pot pasta: Den traditionelle fløde udskiftes med plantebaseret fløde, fx Alpro Whipping.

Vegetarisk one pot pasta

Lækker mad for alle aldre

One pot pasta er simpelthen så lækkert, og både børn og voksne er vilde med retten. “Men der er jo rødvin i! Det kan man da ikke servere for børn?” tænker du måske. Men jo, det kan man sagtens, for alkoholen i rødvinen koges væk under tilberedningen, så den aroma (dvs. duft og smag) der er tilbage fra rødvinen, er med til at give retten smagsmæssig krop. Champignon, røget paprika og lidt fløde er blandt andet også med til at fuldføre missionen med at give “krop” til retten.

Vegetarisk one pot pasta

Hvilken pasta skal man bruge til one pot pasta?

Jeg er selv vild med at bruge en stor pastatype til one pot pasta, fx pappardelle eller mezzi paccheri rigati. Den store pasta giver retten noget luksus-feel, men man kan bruge en hvilken som helst slags pasta i retten. Dog er det vigtigt, at man bruger en tør pasta, ikke frisk pasta, til one pot pasta. Den friske pasta har nemlig alt for kort kogetid, hvorfor den dels ikke når at afgive stivelse nok i saucen og dels bliver udkogt alt for hurtigt.

Vild med pasta og sauce?

Så tryk HER og find inspiration til mere lækker pastamad!

 

Vegetarisk one pot pasta
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 1 løg
  • 2 store fed hvidløg
  • 1 bakke (=200 g) brune champignon
  • 1 squash
  • 1 rød peberfrugt
  • 4 stilke bladselleri
  • 1 dåse (=ca. 240 g kogte) grønne eller sorte linser
  • 325 g tørret pasta af ønsket type, fx stor pasta som pappardelle eller store, korte rør, men al slags pasta kan bruges
  • 75 g rød pesto
  • 2 tsk røget paprika
  • ½ tsk tørrede chililflager
  • En håndfuld frisk basililkum
  • En håndfuld frisk oregano
  • 1 tsk agavesirup
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 2 dåser hakket tomat
  • 1 dl rødvin
  • 1½ dl fløde
  • Ca. 6-7 dl vand
  • 1½ tsk groft salt
  • ½ tsk groft sort peber
  • Tilbehør: Parmesan og frisk basilikum
Fremgangsmåde
  1. Alle grøntsager ordnes og skæres i medium stykker, hvidløget hakkes fint, linserne skylles og drænes grundigt.
  2. Alle ingredienser kommes i en stor gryde. Retten koger uden låg på gryden (hos mig på trin 6 ud af 9) i 15-20 minutter eller til pastaen er akkurat mør. Omrør ind i mellem, så saucen ikke sætter sig på grydens bund.
  3. Smag til og server sammen med parmesan og frisk basilikum.
Rigtig god fornøjelse.

 

Vegetarisk one pot pasta

 

Vegetarisk one pot pasta

Du kan måske også lide...