En hurtig og nem aftensmad fyldt til bristepunktet med vegetabilsk protein, smag og grøntsager får du med de her tofukartofler med bagte små tomater: Kartofler og tomater bages i ovnen, tofuen bages enten med i ovnen eller serveres kold/lun sammen med de bagte kartofler og tomater samt det grønt, du lige har lyst til. Skøn, lækker og let mad.

Hvilken tofu?
Brug lige den tofu, du bedst kan lide, jeg er rigtig glad for Lidls forskellige smagssatte tofuer – fx den røgede eller den med soya – som findes i køledisken samt min yndlingstofu fra Butlers Choice med citrongræs og chili, som kan købes på køl i fx Rema og Kvickly:


Tofukartofler med bagte små tomater
Hurtig, nem og lækker ret med masser af grønt og protein. Lige til at lave en stor portion af og nyde dagen(e) derpå lun eller kold i madpakken og som den skønneste restemad
Udskriv
personer
Det skal du bruge
Til ovnen
- 650 g små kartofler
- Små modne tomater fulde af smag og duft
- Olivenolie
- Flagesalt
- Groft sort peber
Tofu
- 400 g tofu med ønsket smag - tofuen kan enten bages med i ovnen eller tilsættes efterfølgende
Til servering
- Grøntsager i ønsket type og mængde, fx dampede grønne bønner, en god råkost eller lækkert bidegrønt
Sådan gør du
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Beklæd en bageplade med bagepapir til kartoflerne.
- Find et (lille) fad i passende størrelse til tomaterne (dette skal stå på den bagepapirsbeklædte bageplade sammen med kartoflerne, tomaterne skal i fad for det tilfælde, at der løber væske ud af dem under bagning).
- Vask kartoflerne men lad skrællen sidde på og skær dem i grove stykker.
- Vend kartoflerne med olivenolie, flagesalt og groft sort peber og læg dem på den bagepapirsbeklædte bageplade (sørg for plads til tomatfadet).
- Pensl tomaterne med lidt olivenolie og drys med flagesalt.
- Ønskes det at bage tofuen med, smuldres den groft og vendes blidt sammen med kartoflerne.
- Kartofler og tomater (og evt. tofu) bages ca. 1/2 time, til både kartofler og tomater er møre og har lidt farve.
- Tilbered ønskede grøntsager mens kartofler og tomater (og evt. tofu) bager i ovnen.
- Efter bagning: Hvis tofuen ikke er bagt med i ovnen, smuldres den i grove stykker og vendes med de varme kartofler.
- Server og nyd.
Rigtig god fornøjelse
