Hvis du er til surt-syltede sager som fx syltet agurk og asier, så er du nødt til at prøve syltede grønne tomater.
Syltede grønne tomater beholder deres fasthed, hvilket er det, der gør dem særligt lækre, synes jeg. Og så kan man tilføre syltelagen forskellig smag, lige efter ens egne præferencer.
Hvilke smage kan man tilføre sine syltede grønne tomater?
Jeg er meget vild med at bruge vanilje og kardemommekapsler i mine syltede grønne tomater, men det er også lækkert med fx ingefær eller kaffir limeblade. Ingefær og kardemommekapsler er en superlækker kombi.
Vigtigt tip
Det er vigtigt, at man bruger helt grønne tomater, når man sylter dem. Er tomaterne begyndt at modne og få bare lidt farve, vil de ikke have samme fasthed som de grønne tomater har efter syltning.
Man kan bruge tomater i alle størrelser, når man sylter grøne tomater, men skærer bare tomaterne ud i stykker af ønsket størrelse inden syltning.
“Hvor finder man grønne tomater?”, tænker du måske
Hvis man ikke selv dyrker tomater, eller kender nogen der gør, så kan man være heldig at finde grønne tomater i større, velassorterede supermarkeder og hos grønthandlere.

Syltede grønne tomater
UdskrivDet skal du bruge
- 500 g grønne tomater
- 4 dl eddike , fx æblecidereddike eller klar eddike
- 1 dl vand
- 1/2 dl sukker
- 1 tsk salt
- 1 tsk vaniljesukker
- 6 kardemommekapslerh
Sådan gør du
- Skold glas til de færdige syltede tomater.
- Knus kardemommekapslerne let ved at give dem et tryk, så de lige åbner sig.
- Kom eddike, vand, sukker, salt og vaniljesukker i en gryde og små-kog blandingen indtil sukkeret er helt opløst.
- Skær tomaterne i stykker af ønsket størrelse og kom dem i glas(sene).
- Kom de let knuste kardemommekapslerne ned til tomaterne.
- Overhæld tomaterne med den varme syltelage.
- Lad de syltede tomater stå på køkkenbordet, indtil lagen er kølnet lidt, sæt så låg på og opbevar herefter de syltede grønne tomater i køleskab.
- Lad gerne de syltede tomater stå en uges tid i køleskab, inden der tages hul på dem. Hvis du kan vente så længe...
Rigtig god fornøjelse