Semlor ~ svenske fastelavnsboller (uden æg)

Semlor ~ svenske fastelavnsboller (uden æg)

Kender du semlor ~ svenske fastelavnsboller? De laves, ligesom de gammeldags danske fastelavnsboller, af en gærdej tilsat kardemomme og fyldes traditionelt med mandelmasse og flødeskum. Og de smager intet mindre end fantastisk.

En semla, flere semlor

Traditionelt laves fyldet af en særlig mandelmasse lavet af mandler, flormelis og mælk eller fløde. Somme tider bruger man også det overskydende brød, som udskrabes af bollerne ved udhulning (se i opskriften samt billederne længere nede i dette indlæg).

Men som altid er det med fyld en sag åben for fortolkning, og der er mange virkelig lækre idéer. Lad mig fx anbefale at kigge på idéer til alle mulige lækre slags fyld ovre hos Vanløse Blues, der har nogle virkelig lækre varianter.

Min variant: Semlor med marcipan-vaniljecreme

Min variant er smagsmæssigt til den traditionelle side, men har alligevel det twist, at det er en kombi af marcipan og vaniljecreme. Desuden bruger jeg ikke lige så meget flødeskum i mine semlor, da jeg godt kan lide et nogenlunde lige forhold mellem creme og flødeskum, så flødeskummet ikke overtager. Og vil du gerne have mere fyld end angivet i opskriften, så laver du bare en halv gang fyld mere og bruger naturligvis tilsvarende flødeskum. Så det passer sammen mængdemæssigt, ik.

Semlor ~ svenske fastelavnsboller (uden æg)

Den der vaniljecreme

Et par tips med hensyn til vaniljecremen:

Lav cremen først ~ meget gerne på forhånd ~ så den kan nå at køle helt eller delvist af, inden den skal laves til den færdige creme til semlorne.

Cremen vil være ret stiv/fast, det er meningen, så ender den færdige marcipan-vaniljecreme bedst mulig.

Har du ikke en foodprocessor/minihakker, kan cremen moses sammen med en gaffel. Rør også med en ske.

Bollerne

Det er vigtigt, at dejen til bollerne ikke er for tør. Dejen må hellere være en anelse til den klistrede side, da fuldkornsmelet i bollerne ret hurtigt suger væske, og tør dej = tørre boller, og det  er bare ikke lige så lækkert som bløde, dejlige boller, uanset om det er til fødselsdagsboller, fastelavnsboller eller som her semlor.

For at semlorne er fint runde og ikke flækker efter bagning, er det vigtigt at få dem trillet/spændt op inden bagning, se HER hvordan man triller helt runde boller. Det er også en god ting at kunne fx til bagning af fødselsdagsboller (jeg triller dog bollerne lidt længere tid end det vises i videoen).

Udhulningen af bollerne

Er det nødvendigt at udhule bollerne? Kan man ikke bare skære dem over og lægge fyldet i uden at udhule?

Ja. Og nej.

Jeg testede dette, fordi jeg tænkte, at det ville være noget nemmere ikke at skulle udhule bollerne, særligt når dejen ikke skal bruges i fyldet i denne version. Men ALT fyldet smutter direkte ud af bollen, når man skærer i den, hvis man ikke udhuler den. ALT! Si’r det bare. Når bollerne er udhulede forbliver langt det meste fyld inde i semlorne. Og skærer man dem over på midten, kan man se hvorfor: Fyldet ligger i en fin lille hule inde i bollen, og bliver derfor, hvor vi gerne vil have det til at være.

 

Semlor ~ svenske fastelavnsboller (uden æg)
 
Mængde: 10 semlor
Ingredienser
Boller
  • 2½ dl mælk af ønsket type
  • 25 g gær
  • 60 g smør
  • 25 g sukker
  • 85 g hvid hvede mel (det er et helt lyst fuldkornsmel)
  • Ca. 285 g hvedemel
  • 1 tsk kardemomme
  • ½ tsk havsalt
  • Pensling: Mælk af ønsket type eller sammenpisket æg
Fyld
  • Creme:
  • 4 dl mælk, soja- eller ko
  • 50 g sukker
  • 10 g vaniljesukker
  • 25 g maizena
  • Desuden:
  • 175-200 g marcipan
  • Blødtpisket flødeskum
Pynt
  • Flormelis
Fremgangsmåde
Lav først cremen, da den skal afkøle (kan sagtens laves dagen før)
  1. Alle ingredienser blandes i en lille gryde.
  2. Kog roligt cremen op ved højst medium varme og under konstant omrøring, så den ikke brænder på.
  3. Når cremen koger, skal den småkoge 2-3 minutter mens den tykner, stadig under konstant omrøring.
  4. Cremen vil være ret tyk, det er meningen, for at den færdige creme ikke bliver for flydende.
  5. Cremen afkøles, gerne 30-40 minutter i køleskab.

Bollerne
  1. Lun mælken til lillefingervarmt og kom det i en røreskål.
  2. Smuldr gæren i mælken og rør gæren grundigt ud.
  3. Smelt smørret og kom det i mælke-gær-blandingen.
  4. Tilsæt de øvrige ingredienser ~ melet ad et par omgange ~ og rør/ælt dejen sammen. Dejen skal være kun lige akkurat ikke klistrende, hellere lidt for fugtig end for tør, da fuldkornsmelet i dejen suger lidt væske i dejen.
  5. Mål dejens vægt og del dejen i 10 lige store stykker (dette for at bollerne bages jævnt).
  6. Tril bollerne helt runde for at undgå, at bollerne sprækker under bagning: Læg et stykke dej på bordet og tril den med hul hånd, til bollen er kuglerund. Fingrene bruges til at styre kuglen rundt og rundt. Se video HER (jeg triller dog i lidt længere tid end det gøres i videoen).
  7. Sæt bollerne på en bagepapirsbeklædt bageplade, læg et viskestykke over dem, og lad dem hæve 45 minutter.

Bagning
  1. Efter hævning pensles bollerne med enten mælk af ønsket type (ko eller soja) eller sammenpisket æg.
  2. Sæt bollerne ind i kold ovn (herved udnyttes ovnens forvarme), tænd ovnen på 190 grader almindelig ovnvarme (over- og undervarme) og bag bollerne 14-16 minutter.
  3. Bollerne afkøles på bagerist.

Sammenlægning
  1. Når bollerne er afkølet, halveres de og forsigtigt tages lidt af dejen ud af bollerne, dette gøres nemmest med en lille gaffel ~ se billeder nedenfor, her kan det ses, hvor meget der cirka skal fjernes (ikke mere end på billederne).
  2. Kom creme, marcipan skåret i mindre stykker samt det udtagne krumme fra bollerne i en foodprocessor eller lignende, og kør til massen er uden stykker af marcipan.
  3. Kom marcipan-vaniljecreme i hullet af den underste halvdel af bollen samt så meget, at det også ligger på den ikke-udhulede kant.
  4. Kom blødpisket flødeskum oven på cremen.
  5. Læg forsigtigt den øverste del af bollen på som låg.
  6. Inden servering drysses det antal boller, der skal spises, med flormelis (brug en lille si for det fineste resultat)
Rigtig god fornøjelse.

 

Semlor ~ svenske fastelavnsboller (uden æg)

Du kan måske også lide...