Og så var der dengang i 2006, hvor jeg var til bryllup, og jeg smagte rygeostkartofler for første gang. Det var den mest lækre, elegante, pikante kartoffelsmagsoplevelse ever, og jeg svor, at jeg ville genskabe dem hjemme.
Klip til 2025 hvor jeg har opdaget hytteostcremens vidunderligheder og nu endelig har fået genskabt de fantastiske rugeostkartofler. 19 år, Niller! Men så absolut ventetiden værd.
Deler rygeost vandene?
Jeg har en fornemmelse af, at rygeost enten er en sag, man holder af eller ikke holder af. Rygeost er unægteligt en særlig smag, men de her kartofler, ik’: HIMMELSK!
Kogte, kolde kartofler, frisk agurk, den cremedeste hytteostcreme med rygeost og et drys purløg på toppen: Det lækreste, mest sofistikerede kartoffeltilbehør i byen.
Skynd dig at lave det!

Rygeostkartofler
Det skal du bruge
- 800 g kartofler , gerne små
- 1/2 agurk
- 250 g hytteost , gerne fra Cheasy pga smag og konsistens
- 100 g rygeost
- 3/4 tsk flagesalt
- 1/4 tsk groft sort peber
- 3 tsk neutral olie
- 4 spsk koldt vand
- Purløg til drys
Sådan gør du
- Kartoflerne koges i godt saltet vand til de er møre (sørg for, kartoflerne ikke er FOR kogte). Kartoflerne kan skrælles eller ikke, det bestemmer man selv. Personligt skræller jeg ikke kartoflerne til rygeostkartofler. Efter kogning afkøles kartoflerne og skæres i mellemgrove stykker.
- Agurk skæres i mellemtynde, rustikk stykker.
- Cremen: Hytteost, rygeost, flagsalt, groft sort peber, olie og vand køres i en minihakker/med en stavblender til den cremedeste creme muligt. Juster evt. med en smule vand hvis det ønskes.
- Bland kartofler, agurker og creme godt sammen.
- Server kold.
Rigtig god fornøjelse
