Rabarberkompot med vanille

I årevis har jeg lavet denne lækre rabarberkompot, når rabarberne er i sæson i forsommeren. Jeg er helt vild med rabarberkompot på brød, på grød og på yoghurt, og det kan også sagtens bruges til en hurtig trifli eller i en kage. Og så kræver det næsten ingen tid at lave, men giver glæde hver eneste gang man nyder sin egen, hjemmelavede rabarberkompot.

 

Rabarberkompot med vanille
 
Mængde: Et stort glas, ca. 500 ml
Ingredienser
  • 300 g ordnede rabarber - jo mere rød stængel jo bedre
  • 60 g sukker
  • 10 g vanillesukker
Fremgangsmåde
  1. Rabarberne ordnes, vaskes og skæres i stykker på ca. 3 cm.
  2. Rabarber, sukker og vanillesukker kommes i en lille gryde (der skal ikke tilsættes vand!) og koges roligt, indtil kompotten har ønsket konsistens. Man kan enten koge kompotten helt ud, eller man kan lade den være rustik, det er smag og behag. Jeg kan lide begge dele, men foretrækker som regel den mere rustikke variant.
  3. Kompotten kommes på skoldede glas, der lukkes, når kompotten er afkølet lidt. Kompotten opbevares i køleskabet og kan holde nogle uger.
Rigtig god fornøjelse.