Pizza Nadia ~ kartoffelpizza med trøffelolie

Vi var til fødselsdag hos min… øh… svigerniece (nej, det er ikke et ord, men altså), og hun havde lavet de lækreste vegetarpizzaer til os, der ikke spiser kød (=ældstedatter og mig). De pizzaer var simpelthen SÅ lækre, og de er selvfølgelig nødt til at få en plads her på bloggen. Jeg kalder pizzaen for Pizza Nadia, for det hedder min… svigerniece. Nadia, altså. Ikke pizza. You get the point.

Pizza på grill eller i ovn

Jeg er helt tosset med pizza bagt på grill, men man kan altså sagtens også bage lækre, sprøde pizzaer i ovn. Det handler bare om at turde skrue nok op for ovnvarmen.

Og så kan jeg ikke anbefale nok at bruge en pizzabagesten! Der er ingen tvivl om, at en pizzabagesten gør pizzabunden ekstra sprød og lækker.

Pizza med nyt på

På min Pizza Nadia er der hele fire ting, jeg ikke før har brugt på pizza:

Kogte kartofler

Mascarpone

Trøffelolie

Ristede pinjekerner

Jeg bruger almindeligvis rå kartofler i tynde skiver på mine kartoffelpizzaer, men bruger man kogte kartofler i tykke skiver, får man den skønneste cremede konsistens.

Mascarpone. Igen: cremethed. Jeg lurer på også at prøve at bruge fx Philadelphia light (for et kalorielettere alternativ) eller Violife Creamy Naturel (for et vegansk alternativ). Jeg giver selvfølgelig lyd her, når dette er afprøvet.

Trøffelolie. Wauw! Bare wauw! Jeg må indrømme, at jeg vist aldrig har smagt trøffel i nogen form, men det er kommet ind i mit liv for at blive. Trøffelolie er en smule dyrt, men man bruger så lidt, så en flaske holder rigtig længe.

Og så er der lidt fint knas fra de ristede pinjekerner.

Og så er der bunden…

Man kan enten bage sin egen pizzabund ~ tillad mig at anbefale min sprøde fuldkornspizzabund ~ men orker man ikke det, eller har man ikke tid, kan man faktisk købe sig fra helt hæderlige pizzabunde, fx Premieurs pizzabunde fra Netto.

… og pizzasaucen…

Igen man kan hjemmelave en pizzasauce ~ se min nemme opskrift på sådan en HER ~ eller man kan købe sig til en god pizzasauce. You do you.

Husk toppingen!

Min Pizza Nadia toppes ~ udover trøffelolien ~ med rucola, ristede pinjekerner og hvidløgspeber.

Seriøst, det smager som både luksus, gourmet og en lille bid af himlen!

 

Pizza Nadia ~ kartoffelpizza med trøffelolie
 
Mængde: 2 pizzaer
Ingredienser
Pizzaer:
  • En portion pizzadej (giver to pizzaer) eller to gode købte pizzabunde, altid gerne fuldkorn
  • Pizzasauce, fx denne
  • Ca. 350 g kogte kartofler, gerne med skræl
  • 100 g revet mozarella
  • 100-120 g mascarpone
  • Havsalt
Topping
  • Trøffelolie
  • Rucola
  • Ristede pinjekerner
  • Hvidløgspeber
Fremgangsmåde
  1. Bruges hjemmelavet pizzadej, røres denne sammen i passende tid, inden pizzaerne skal laves.
  2. Kog kartoflerne i letsaltet vand, gerne med skæl på, til de er møre. De må ikke koge ud, da der skal kunne skæres pæne skiver af dem efter kogning. Skiverne skal være ca. ½ cm tykke (ikke tyndere).
  3. Tænd grillen på max varme og ilæg en pizzabagesten ELLER tænd ovnen på max varme varmluft, og læg gerne en pizzasten ind, hvis du har sådan en (eller to). Ellers bruger man bare to bageplader, som, ligesom hvis man brugte pizzabagesten, sættes i ovnen på dette tidspunkt.
  4. Rul pizzadejen ud til to pizzaer, som lægges på hvert sit stykke bagepapir.
  5. Smør et tyndt lag pizzasauce på pizzaerne.
  6. Fordel den revne ost på pizzaerne.
  7. Drys lidt havsalt på pizzaerne.
  8. Fordel skiverne af de kogte kartofler på pizzaerne.
  9. Sæt med en teske toppe af mascarpone på hver pizza.
  10. Bag pizzaerne til bunden er sprød, det tager ca. 7-10 min.
  11. Efter bagning toppes med trøffelolie-dryp, rucola, ristede pinjerkerner og hvidløgspeber.
Rigtig god fornøjelse.

 

Pizza Nadia ~ kartoffelpizza med trøffelolie

 

Pizza Nadia ~ kartoffelpizza med trøffelolie

 

Pizza Nadia ~ kartoffelpizza med trøffelolie