Jeg er vild med perlecouscous, som har den skønneste konsistens og ‘mouth feel’, så her får du lige en hurtigt perlecouscoussalat med falafler og tahindressing.

Hvad er perlecouscous egentlig?
Perlecouscous er små, runde kugler, der faktisk ikke er ægte couscous. Couscous er hvedegryn, hvor perlecouscous er lavet af hvedemel og vand og altså mere i familie med pasta end med ægte couscous. Perlecouscous er også kendt som Fregola, især på Sardinien, hvor de er en traditionel pasta.

Hvad kan man bruge perlecouscous til?
Alt muligt. Jeg bruger meget gerne perlecouscous i salater, og de er superskønne i tomatsuppe.
Du skal lave den her perlecouscoussalat med falafler og tahindressing fordi…
… den er enkel, grøn, sprød og falafellækker og toppet med en simpel og smagfuld tahindressing.


Perlecouscoussalat med falafler og tahindressing
Udskriv personer
Det skal du bruge
Salat
- 200 g perlecouscous , rå + 5 dl vand + 1/2 tsk salt
- 2 tsk olivenolie
- 300-400 g falafler
- 50 g græskarkerner
- 75 g rucola
- 1 agurk
- 1 bundt persille
- 1 ubehandlet citron , skallen heraf
- Feta , gerne Puck
- 1 tsk knust flagesalt
- 1/4 tsk groft sort peber
Tahindressing
- 4 spsk tahin
- 4 spsk yoghurt natural
- 1/2 tsk knust flagesalt
- 1 tsk agavesirup
- Lidt tørrede chiliflager
- Koldt vand
Sådan gør du
- Perlecouscous + vand + salt koges op, herefter lægges låg på, og der skrues ned for varmen til relativt lav varme (hos mig trin 3 af 9). Perlecouscous'en simrer på denne måde ca. 8 minutter til perlecouscous'en er mør. Herefter drænes det overskydende vand fra, perlecouscous'en overhældes med koldt vand og drænes igen. Vend de to tsk olivenolie godt rundt i den kogte perlecouscous, dette dels for at forhindre sammenklistring, dels for smag.
- Salatens elementer klargøres:
- - Falafler steges sprøde og deles med fingrene/skæres i ca. 3 stykker pr. falafel
- - Græskarkerner ristes på en hed tør pande til de har fået lidt farve
- - Rucola skylles og skæres meget groft
- - Agurk skæres i chunks af ønsket størrelse
- - Persille skæres groft
- - Citronskallen rives fint
- - Feta smuldres i ønsket størrelse
- Alle dressingens elementer røres grundigt sammen. Tilsæt koldt vand til ønsket konsistens er opnået. Dressingen vil sætte sig i køleskab, hvis den herefter er for fast, irøres blot lidt mere vand.
- Kom rucola, agurk, persille, citronskal, kogt perlecouscous og falafelstykker i en skål eller på et fad og vend sammen med let hånd.
- Drys lidt af de ristede græskarkerner samt lidt af den smuldrede feta på toppen, og server resten ved siden af. Server også dressingen ved siden af.
Rigtig god fornøjelse
