Da vi var på Mallorca for et par år siden, fik jeg en af dagene lyst til at bruge de lækre lokale tomater og peberfrugter i en enkel salat ~ sammen med brie.

Lyder det mærkeligt, det der med brien? Måske. Men det smager ikke mærkeligt, tværtimod. Den cremede ost er et fint alternativ til den, synes jeg, temmelig kedelige friske mozzarella. Man kan selvfølgelig også bruge andre slags ost, fx Vesterhavsost eller emmentaler, gedeost (hvis man kan lide den slags) eller burrata, men en cremet brie med god smag er altså virkelig godt i denne enkle og lette sommersalat.

Som salaten er, fungerer den som en tilbehørssalat. For at tilføje proteiner kan man med fordel tilføje 1 dl optøede, kolde edamamebønner pr. person. Og spiser man godt fuldkornsbrød til, er salaten et fuldgyldigt og stadig let sommermåltid.


Briesalat
Det skal du bruge
- 750 g stilktomater, modne og smagfulde
- 2 grøn peberfrugt
- 2 mellemsmå sommerløg (de hvide, friske løg ~ alternativt kan rødløg bruges)
- 150 g god brie, den skal være blød i smagen og cremet i konsistensen
- Frisk oregano
- Flagesalt
- Groft sort peber eller hvidløgspeber
Tilbehør:
- Lækkert fuldkornsbrød
- Evt. olivenolie til at dryppe på efter ønske
Sådan gør du
- Stilktomater og og den ordnede peberfrugt skæres i skiver af ønsket tykkelse og størrelse.
- Løget pilles og skæres i tynde skiver.
- Brien skæres eller brækkes i stykker af ønsket størrelse.
- Oreganoblade befris fra stænglen.
- Salatens elementer vendes sammen - gem lidt oreganoblade til drys - og drysses med flagesalt og groft sort peber. Server med lækkert brød til samt olivenolie ved siden af så man selv kan dryppe på sin salat efter ønske.
Rigtig god fornøjelse

