Jordskokkesuppe med røde linser

Jordskokkesuppe med røde linser

Jordskokker er noget af det lækreste, vinteren byder på. Du ved; de små, uanselige knolde, der smager lidt af nødder og har en skøn konsistens både i rå og tilberedt tilstand. Og de er også gode i kogt tilstand i form af fx min jordskokkesuppe med røde linser. Jordskokker har i sig selv en mild smag og koger, ligesom kartofler, ud til en blød konsistens, så de er både oplagte og perfekte til suppe. Jeg har røde linser i min suppe for at give protein og fylde samt lidt fløde for at runde smagen af (fløden kan sagtens undlades, tilsæt da en smule mere vand). Og derfra er det jo bare at krydre, som man lyster.

Opskrifter er lavet for at blive justeret på

Min version af jordskokkesuppe er til den milde side, så alle i familien kan være med. Den smule cayenne, der er i, skræmmer ingen smagsløg, skulle jeg mene. Både yngstedatter og jeg tåler i hvert fald fint denne suppe trods vores ellers sarte smagsløg. Men kan du lide mere vindstyrke, kan du skrue op for cayenne eller tilføje chili. Din version, dine præferencer, ik.

Psst.

Kan du lide milde, cremede supper, kan du sikkert også lide min enkle og lækre kartoffelsuppe med porrer.

 

Jordskokkesuppe med røde linser
 
Ingredienser
  • 650 g jordskokker med skræl
  • 1 løg
  • 1 stort fed hvidløg
  • 1 dl røde linser (=80 g)
  • 2 tsk tørret rosmarin
  • ½ tsk muskat
  • ¼ tsk cayennepeber
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • 1 liter vand
  • 2 spsk citronsaft
  • ¼ tsk groft sort peber
  • 1 dl fløde af ønsket type*
  • 1½ tsk salt
Fremgangsmåde
  1. Vask jordskokkerne (skrælles ikke), skær løg i medium stykker og skær hvidløgsfeddet fint.
  2. Alle ingredienser undtagen fløde og salt koges roligt i en gryde med låg i ca. 30 minutter, indtil linser og jordskokker er møre. Omrør ind i mellem.
  3. Tilsæt fløde samt salt og varm igennem.
  4. Blend med stavblender til suppen har ønsket konsistens (man kan også lade være at blende, hvis dette ønskes).
  5. Smag til og juster evt. suppens konsistens, hvis denne ønskes mere lind/tyndere.
Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
*fløden kan sagtens undlades, tilsæt da en smule mere vand.

 

Du kan måske også lide...