Fastelavnsboller med creme (uden æg)

Gammeldags, hyggelige, bløde og søde fastelavnsboller med vaniljecreme. Helt enkelt og min absolutte yndlings. Her byder jeg på fastelavnsboller med creme uden æg og med mulighed for så nemt som ingenting at veganisere fastelavnsbollerne. Eller bare lave den traditionelt. Begge slags spiller, og begge slags smager virkelig dejligt.

 

Fastelavnsboller med creme (uden æg)

 

Mine yndlingsfastelavnsboller?

Dem her! Uden tvivl. Måske fordi min mor bagte disse, da jeg var barn. Jojo, jeg kan også rigtig godt lide de derr store nogle fra bageren med creme i og flormelis på toppen, men de her! De ER bare de bedste! Bløde som fødselsdagsboller, med creme indeni og med glasur på toppen. Helt enkelt og perfekt til børn og nostalgiske sjæle.

Men er der kun creme i de her fastelavnsboller?

Ja, der er kun creme i mine fastelavnsboller, for det er sådan min barndoms fastelavnsboller var, og derfor det HELT rigtige i min fastelavnsverden. Andre bruger fx creme og remonce. Eller creme og syltetøj. Eller creme og chokolade. Jeg elsker dem bare i den her helt enkle version.

Fastelavnsboller med creme (uden æg)

 

Mange fordele ved mine fastelavnsboller

Jeg synes, mine fastelavnsboller udmærker sig på flere punkter, hør bare her:

De er hurtige at lave ~ dejen skal nemlig kun hæve en enkelt gang

Fastelavnsbollerne er uden æg og med valgfri mælk ~ altså er de nemme at veganisere

Cremen er godt fast ~ så den ikke så nemt løber ud af fastelavnsbollerne under bagning

Man kan lave cremen selv og gerne på forhånd pga afkøling ~ processen ved selve bagningen forkortes

Man kan købe sig til cremen, hvis man hellere vil det ~ jeg kan smagsmæssigt anbefale vaniljecremen fra Dr. Oetker (som faktisk endda er vegansk. Brug neutral soyamælk eller mini- eller letmælk til Dr. Oetker-cremen)

 

Fastelavnsboller med creme (uden æg)

 

“Er det ikke svært at samle fastelavnsbollerne?”, tænker du måske

Og nej, det synes jeg ikke, det er. Når det er sagt, kan vi alle være uheldige, at der løber lidt fyld ud af fastelavnsbollerne under bagning, ingen er perfekte. Jeg har ikke selv en video, der viser, hvordan man samler fastelavnsboller, men dygtige Lene ovre på Bagvrk.dk har givet mig lov til at linke til hendes video med samlevejledning til fastelavnsboller. Den kommer du til ved at trykke HER.

Fastelavnsboller med creme (uden æg)

 

Og kender du semlor, de svenske fastelavnsboller?

En semla, flere semlor. Så har vi det på plads.

Semlor er blevet utroligt populære i Danmark i løbet af de sidste 2-3 år. Jeg er selv ret vild med de, de har nemlig samme koncept som de gammeldags, danske fastelavnsboller: De svenske semlor er nemlig også lavet af gærdej, og de fyldes også traditionelt med en form for creme. Deruodover indeholder de også gerne flødeskum ~ og så er der selvfølgelig også massevis af varianter af fyld i semlor.

Min opskrift og variant af semlor finder du HER.

 

Fastelavnsboller med creme (uden æg og mælk)
 
I stedet for at koge cremen selv, kan man bruge vaniljecremen fra Dr. Oetker (som faktisk er vegansk. Brug neutral soyamælk eller mini- eller letmælk til Dr. Oetker-cremen).
Mængde: 12 fastelavnsboller
Ingredienser
Boller
  • 2½ dl mælk af ønsket type (neutral soyadrik eller mini-/letmælk)
  • 25 g gær
  • 60 g smør (alm. smør eller Naturli' Blok/Smørbar)
  • 100 g hvid hvede mel (det er et helt lyst fuldkornsmel)
  • Ca. 300 g hvedemel ~ start med mindre!
  • 25 g sukker
  • 1 tsk kardemomme
  • ½ tsk groft salt
  • Pensling: Neutral soyamælk eller æggehvide (æggehvide giver et blankt udseende)
Creme
  • 4 dl mælk af ønsket type (neutral soyadrik eller mini-/letmælk)
  • 45 g sukker
  • 10 g vaniljesukker
  • Et nip havsalt
  • 25 g maizena
Pynt
  • Glasur lavet af flormelis og vand + evt. bagekakao/frugtfarve
  • Evt. hasselnøddeflager eller andet pynt til drys
Fremgangsmåde
Lav først cremen, da den skal afkøle (kan sagtens laves dagen før)
  1. Alle ingredienser blandes i en lille gryde.
  2. Kog roligt cremen op under konstant omrøring, så den ikke brænder på.
  3. Når cremen koger, skal den småkoge et par minutter mens den tykner, stadig under konstant omrøring.
  4. Cremen vil være ret tyk/stiv, ikke mindst efter afkøling, det er meningen, da den ønskes bagefast i bollerne.
  5. Cremen afkøles, gerne helt.
  6. Inden brug skal den piskes igennem med en håndmixer for at være blødere/mere cremet at arbejde med.

Bollerne
  1. Lun mælken til lillefingervarmt og kom det i en røreskål.
  2. Smuldr gæren i mælken og rør gæren grundigt ud.
  3. Smelt smørret og kom det i mælke-gær-blandingen.
  4. Tilsæt de øvrige ingredienser ~ melet ad et par omgange ~ og rør/ælt dejen sammen. Dejen skal være kun lige akkurat ikke klistrende, hellere lidt for fugtig end for tør, da fuldkornsmelet i dejen suger lidt væske i dejen.
  5. På et let meldrysset bord rulles dejen ud til en firkant str. 30 x 40 cm. Skær dejen i 12 kvadrater i størrelsen 10 x 10 cm.
  6. Læg ca. 1½ spsk creme på hver bolle og luk bollen ved at samle hjørnerne, træk midten af hver side op sammen med de samlede hjørner, og luk samlingen ved at klemme den grundigt sammen, så den bliver helt tæt, tril til sidst fastelavnsbollen rund med blid hånd (se samlevejledning i videoen under opskriftboksen her).
  7. Sæt fastelavnsbollerne på en bagepapirsbeklædt bageplade, læg et viskestykke over dem, og lad dem hæve 45 minutter.
  8. Efter hævning pensles bollerne med enten mælk af ønsket type (neutral soyamælk eller komælk ) eller æggehvide.
  9. Sæt bollerne ind i kold ovn (herved udnyttes ovnens forvarme), tænd ovnen på 190 grader almindelig ovnvarme (over- og undervarme) og bag bollerne cirka 14-16 minutter til de er medium gyldne.
  10. Bollerne afkøles på bagerist.
  11. Inden servering pyntes det antal boller, der skal spises med glasur og evt. pynt.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

Fastelavnsboller med creme (uden æg)