Kakaogranola

Jeg er generelt ret glad for granola, ikke mindst som topping på yoghurt eller skyr som mellemmåltid. Det smager også skønt som en del af en topping på en smoothie bowl sammen med frugt. Granolaen her er en kombi af banan og chokolade, og de to er jo de bedste venner, det ved alle.

Se også min banangranola, den smager lige så dejligt som denne kakaoversion.

 

Kakaogranola
 
Ingredienser
  • 250 g meget moden banan (gerne med masser af brunt på skrællen ~ jo mere modne, jo mere smag og sødme), 250 g er cirka 2 medium bananer
  • 8 dadler (de bløde fra papæske!) ELLER 4 spsk agavesirup/flydende sukkererstatning i tilsvarende mængde
  • 2 spsk koldt vand
  • 200 g grovvalsede havregryn
  • 50 g solsikkekerner
  • 50 g græskarkerner
  • 50 g grofthakkede mandler/hasselnødder
  • 2 tsk vanillesukker
  • 15 usødet kakao (den man bruger til bagning)
  • Evt. mørk chokolade, grofthakket
Fremgangsmåde
  1. Tænd ovnen på 170 grader varmluft.
  2. Kør bananer, dadler/agavesirup el. erstatning og vand til en helt glat masse i en minihakker eller lignende.
  3. Bland i en skål med en ske bananmosen grundigt med de øvrige ingredienser undtagen eventuel chokolade.
  4. Beklæd en bageplade med bagepapir og spred granolablandingen ud herpå. Med to spiseskeer "hakkes" granolaen ud i så små stykker som muligt, granolaen må ikke ligge et dækkende lag på pladen (se billede længere nede).
  5. Gør nu som følger:
  6. ~ Granolaen bages 15 minutter, hvorefter blandingen (stadig på pladen) vendes og hakkes i mindre stykker med to spiseskeer.
  7. ~ Bag granolaen videre i 10 minutter, hvorefter den (stadig på pladen) brækkes/smuldres i små stykker, dette kan gøres med to spiseskeer eller med fingrene (hvis man er lidt kvik på fingrene kan man godt gøre det uden at det er for varmt)
  8. ~ Bag granolaen videre i 5 minutter, vend rundt, bag videre 5 minutter.
  9. ~ Måske skal granolaen vendes en sidste gang og bages 5 minutter mere. Hold øje, granolaen skal være bagt og sprød, men selvfølgelig ikke brænde af.
  10. Granolaen er færdig, når den er mørkt gylden.
  11. Granolaen afkøles helt på bagepapiret på en bagerist.
  12. Ibland hakket chokolade når granolaen er helt afkølet, hvis dette ønskes.
  13. Opbevares i tætsluttende beholder og holder ret længe.
Rigtig god fornøjelse.