Bagt salat med pasta og rød pesto

Hvad siger du til en nem bagt salat med pasta og rød pesto? Altså, min lækre, sundere næsten oliefri røde pesto? Og pasta efter eget valg, enten linsepenne eller fuldkornspenne? Det er lækkert, si’r det bare!

“Bagt salat – det lyder lidt mærkeligt”

… tænker du måske. “Man kan da ikke bage en salat”. Og nej, det har du helt ret i. Men man kan bage salatens elementer. Så får man en salat, der kan nydes enten lun eller kold med de “nye” smage og teksturer, der træder frem i grøntsagerne, når de er bagt. Derfor kalder vi den “bagt”, ik.

Og en bagt salat er lige så nem at lave som en almindelig salat. Det er bare snit-snit, bage, afkøle (lidt), blande, nyde.

Det ér jo nemt, ik?

Fuldkornspasta eller linsepasta?

Du bestemmer selv. Jamen, så fleksibel er jeg bare.

Herhjemme spiser vi gerne denne salat med linsepenne for på den måde at tilføje salaten protein, og så spiser vi godt fuldkornsbrød til, og vupti: Alle næringsgrupper er dækket ind.

Og husk lige!

Pestoen skal også laves. Ikke at den er besværlig (du ved, hvis den var det, så gad jeg ikke lave den), men den skal selvfølgelig være klar til at vende i salaten, ik. Det er så ærgerligt at have hele den dejlige salat klar ~ og så har man glemt pestoen.

Vild med pesto på den sunde måde?

Så kig endelig på min pestosalat med bagte grøntsager og bønner, deri er nemlig den lækreste oliefri grønne pesto.

 

Bagt salat med pasta og rød pesto
 
Mængde: 3-4 personer
Ingredienser
  • 150 g pastapenne, enten linsepasta eller fuldkornspasta
  • 400 g blomkålsbuketter
  • 2 bdt forårsløg
  • 1 squash
  • 1 + ½ spsk olivenolie
  • 1 tsk havsalt
  • ¼ tsk groft sort peber
  • 200 g majskerner
  • En god håndfuld persille
  • Pinjekerner i ønsket mængde, ristede
  • En portion rød pesto
Fremgangsmåde
  1. Kog pastaen efter posens anvisning. Dræn pastaen for vand efter kogning.
  2. Rist pinjekernerne.
  3. Tænd ovnen på 225 grader varmluft og beklæd en bageplade med bagepapir.
  4. Mens ovnen varmer op, ordnes grøntsagerne, som skæres i relativt grove stykker, dog stadig nogenlunde mundrette.
  5. Når ovnen er varmet op, lægges majskernerne i et enkelt lag i et hjørne af bagepladen. Disse bages 5 minutter.
  6. Imens kommes blomkål og squash i en skål, hvor de blandes med 1 spsk olivenolie, havsalt og peber. Dette kommes på bagepladen sammen med majsene (men ikke på majsene), og det hele bages 10 minutter.
  7. Imens kommes forårsløgstykkerne i skålen, blandes med ½ spsk olivenolie, og løgstykkerne tilsættes på bagepladen, når blomkål og squash har været i ovnen i de 10 minutter.
  8. Herefter bager majs, blomkål, squash og forårsløg sammen i 5-7 minutter, til det hele er mørt og gerne har fået lidt farve.
  9. Husk at vende grøntsagerne undervejs i bagningen!
  10. Lad grøntsagerne køle delvist eller helt af og bland dem herefter med den kogte pasta samt med den røde pesto.
Rigtig god fornøjelse.

 

Bagt salat med pasta og rød pesto

 

Bagt salat med pasta og rød pesto

(Visited 2 times, 2 visits today)