Chili con quinoa

Jeg er vild med retter, der er sprængfulde af næring, mætter på den lette men langvarige måde, og som ikke kræver alverdens tid eller ingredienser at fremtrylle. Jeg er også vild med det mexicanske køkken, så denne chiliret er lige min boldgade. Og den er også god som en rest i madpakken. Si’r det bare.

 

Chili con quinoa
 
Mængde: 4 sultne personer
Ingredienser
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 dåser hakket tomat
  • 2 dl quinoa (=160 g)
  • Saft af 1 lime
  • 6 dl vand
  • ½ tsk tørrede chiliflager
  • 3 spsk spidskommen (ja, spsk!)
  • 1½ spsk kanel (ja, spsk)
  • 1 spsk paprika
  • 2 tsk ingefær
  • 1½ tsk koriander
  • 1 tsk røget paprika
  • 1 tsk agavesirup
  • 2 tsk groft salt
  • ¼ tsk sort groft peber
  • 2 dåser kidneybønner
  • 1 rød peberfrugt eller 1 stor rød snackpeber
  • 1 squash
  • 200 g blomkål
Tilbehør
  • Yoghurt naturel eller fraiche
  • Frisk koriander
  • Gerne avocado
  • Gerne peanuts
Fremgangsmåde
  1. Løget pilles og skæres i mellemfine strimler, og hvidløgene pilles og grofthakkes eller knuses med hvidløgspresser.
  2. Svits løg og hvidløg i lidt olivenolie i en gryde indtil de er let møre men uden, at de tager farve.
  3. Tilsæt alle øvrige ingredienser undtagen bønner, peberfrugt, squash og blomkål. Bland.
  4. Læg låg på gryden og lad retten småkoge 15 minutter. Omrør ind i mellem.
  5. Mens saucen simrer, ordnes grøntsager og bønner:
  6. ~ Skyl og afdryp bønnerne grundigt
  7. ~ Skær peberfrugter i tynde skiver
  8. ~ Skær squash i tynde "halvmåner"
  9. ~ Skær blomkålen i mindre buketter/stykker
  10. Efter de 15 minutter tilsættes bønner, peberfrugt, squash og blomkål. Bland grundigt. Retten småkoger igen 15 minutter under låg og med omrøring ind i mellem.
  11. Smag til og server med avocado, yoghurt naturel/fraiche, frisk koriander og peanuts.
Rigtig god fornøjelse.

 

 

 

Du kan måske også lide...