Frikassésuppe

Hvis du kender den traditionelle frikassé, så vil du også have en fornemmelse af, hvad du kan forvente dig af den her Frikassésuppe: Skønne grøntsager, fine farver, enkel mad og dejlige forårsvibes.

Frikassésuppe

“Hvad er frikassé”, spørger du måske

Frikassé er en typisk forårs- og sommerret, og traditionelt laves den med kød fra kalv eller kylling, som ligger i en hvid sauce sammen med typisk gulerødder, asparges, kartofler og måske ærter. Og så er der selvfølgelig en masse varianter over retten, fx har jeg set variationer med også andre rodfrugter i som fx knoldselleri og persillerod og friske grønne bønner er også et brugt indslag i en frikassé.

Nu som suppe

Jeg er vild med frikassé – i den vegetariske variant, forstås – og der findes da også en vegetarisk frikassé her på bloggen, men jeg kom i tanke om, at retten da også ville egne sig perfekt som suppe. Som sagt så gjort. Og resultatet er en hurtigt lavet suppe fuld af dejlig smag og tekstur. Min frikassésuppe er “født” uden protein, men man kan sagtens tilføje en dåse grønne linser til suppen, det smager også dejligt.

Frikassésuppe

Småt og godt

Jeg bruger små (helt små!) kartofler samt snackgulerødder i den her frikassésuppe, fordi det både er lækkert med de små, lækre sager, og så også fordi det er sååå pææænt. Og vi spiser jo også med øjnene, ik.

Den berømte prik over i’et

Suppen løftes til nye højder ved at drysses med persille ved servering, det smager simpelthen så godt og er – faktisk! – uundværligt til min frikassésuppe.

 

Frikassésuppe
 
Mængde: 4 personer
Ingredienser
  • 2 liter vand
  • 300 g helt små kartofler
  • 200 g brune champignon
  • 200 g snackgulerødder
  • 1 bundt forårsløg
  • 1 bundt asparges
  • 1 grøntsagsbouillonterning
  • Salt
  • En smule groft sort peber
  • Persille til drys
Eventuelt fyld og tilbehør
  • 1 dåse grønne linser
  • Melboller
  • Godt brød
Fremgangsmåde
  1. Grøntsagerne forberedes:
  2. -Kartoflerne vaskes men skrælles ikke (hvis du ikke har fået fat i helt små/minikartofler, så skær kartoflerne i rustikke, mundrette stykker).
  3. - Champignon skæres i mediumtykke skiver
  4. - Gulerødderne skæres i mediumtykke skiver (er de økologiske behøver de ikke skrælles, blot vaskes)
  5. - Forårsløg ordnes og skæres i skiver på ca. 2 - 2½ cm
  6. - Asparges ordnes (knæk den nederste træede del af) og skæres i skiver på samme længde som forårsløgene
  7. Vand og grøntsagsbouillinterning kommes i en gryde og koges op.
  8. når vandet koger skrues ned på medium varme, og kartofler samt champignon kommes i gryden. Simrer 3 minutters tid, herefter tilsættes gulerødder. Simrer yderligere 3 minutters tid.
  9. Tilsæt forårsløg- og aspargesstykker og lad grøntsagerne koge roligt og blive tilpas møre uden at koge ud. Herefter er suppen færdig. Smag til med salt og en smule peber undervejs.
  10. Server suppen med groftskåret persille til. Server også gerne sammen med godt brød, og - hvis dette ønskes - melboller.
Rigtig god fornøjelse.

 

Frikassésuppe