Pumpkin pie spice latte

Det er næsten (men også kun næsten) pinligt, men jeg må indrømme, at jeg vel på det nærmeste er afhængig af pumpkin pie spice latte her om efteråret. Det er ikke så få af slagsen, jeg får nydt. Hver dag. Men det smager bare så helt utroligt godt og hyggeligt.

Fra kaffebaren og hjem i mit køkken

Det hele begyndte med en pumpkin latte hos Espresso House, og så var jeg solgt. Mmm, de varme krydderier og flødeskum på toppen ~ det er bare virkeligvirkeligvirkelig godt. Godt, godt, godt!

Egentlig, hvis det er helt rigtigt, skal der græskarmos i en pumpkin latte, og selvom jeg er vild med græskar, så sætter jeg altså grænsen ved at komme det i min kaffe.

Så jeg nøjes med krydderierne. Hvilket overhovedet ikke er noget med “nøjes” (i øvrigt gør Espresso House det samme, da de bruger pumpkin pie spice-sirup).

Og når det skal være særligt godt, kommer jeg flødeskum på toppen.

Den perfekte kop efterårskaffe

Det, jeg allerbedst kan lide at bruge min pumpkin pie spice mix til, er min kaffe, og når man har noget godt, skal man dele. Derfor er jeg simpelthen nødt til at dele min opskrift på den perfekte (ifølge mig, i hvert fald) kop efterårskaffe. Og jeg drikker som nævnt rigtig mange kopper af denne pumpkin pie spice latte om efteråret.

Min sukkerfri version af en pumpkin pie spice latte

Man kan sagtens købe en lækker pumpkin pie spice kaffesirup. Fx er den fra Monin god men desværre også en traditionel sirup indholdsmæssigt. Ikke at jeg er bange for sukker overhovedet, men jeg vil gerne reducere, hvor jeg kan, og i betragtning af hvor meget kaffe, jeg konsumerer og altid med mælk og sukkererstatning i, kunne det blive liiidt i overkanten at bruge en rigtig sirup, synes jeg. For mig i hvert fald. Og derfor har jeg lavet min version sukkerfri.

Espressomaskine eller ej ~ no worries

Jeg er så heldig at have en lækker espressomaskine, og på den laver jeg altid min latte og tilføjer så pumpkin pie spice mix samt den sødning, jeg ønsker at bruge (se muligheder i opskriften). I opskriften har jeg angivet kaffe- og mælkemængde, så man kan lave en pumpkin pie spice latte i samme forhold som min, også selvom man ikke har en espressomaskine. Måske ønsker du at tilpasse mængden af krydderier og sødning, men opskriften her giver dig i hvert fald et udgangspunkt.

Og nu:

Rigtig god efterårskaffefornøjelse.

 

Pumpkin pie spice latte
 
Mængde: 1 person
Ingredienser
  • ¾ dl varm kaffe
  • 1½ dl lun/varm mælk
  • ½ tsk pumpkin pie spice mix
  • Sødning:
  • ENTEN sukkererstatning svarende til 3 tsk sukker (eller bare 3 tsk sukker eller agavesirup) ELLER to pump sukkerfri vaniljekaffesirup fra 1883
  • Evt. flødeskum til toppen
Fremgangsmåde
  1. Lav kaffen og lun mælken (eller lav en latte i tilsvarende mængde på en espressomaskine)
  2. Kom krydderier og sirup/sødning i et kop og bland.
  3. Kom kaffe og mælk i.
  4. Bland grundigt.
  5. Top evt. med flødeskum.
Rigtig god fornøjelse.

 

Pumpkin pie spice latte