Loading...
Hindbærsnitter

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter. Synes du, det lyder svært at lave selv? Det troede jeg også, men der måtte jeg lige tro om; Det er faktisk nemt nok.

Og ved du, hvad der er den helt store fordel ved selv at bage sine hindbærsnitter? Man kan lave det til hvilke-som-helst-snitter: Lemon curd-snitter. Blåbærsnitter. Ingefærsnitter. Abrikossnitter. Hvad-end-du-har-lyst-til-snitter. Det handler simpelthen bare om den marmelade, du bruger i dine snitter.

Hindbærsnitter

Smart, ik?

Opskriften er fra Mette Blomsterberg med nogle få af mine egne tilpasninger i forhold til fremgangsmåde og så’n.

Hindbærsnitter

Hindbærsnitter
 
Opskriften her er med fremgangsmåde til små snitter, da jeg godt kan lide denne størrelse. Vil du gerne bage snitter i almindelig størrelse, laver du bare halvt så mange af denne portion.
Vil du gerne nøjes med at bage halv portion, altså 8 små hindbærsnitter, halverer du blot alle opskriftens ingredienser og følger ellers fremgangsmåden som beskrevet
Mængde: 16 små snitter
Det skal du bruge
  • Mørdej
  • 150 g smør, blødt (ikke smeltet!)
  • 225 g hvedemel
  • 50 g mandelmel
  • 75 g flormelis
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 1 tsk bagepulver
  • ¼ dl koldt vand (=30 g)

  • Marmelade
  • 300 g hindbærmarmelade
  • 2½ tsk majsstivelse

  • Glasur
  • 180 g flormelis
  • Lidt vand

  • Pynt
  • Krymmel, kugler eller støv efter ønske
Sådan gør du
  1. Kom smørret i en skål og lad det blive blødt.
  2. Når smørret er blødt, tilsættes hvedemel, mandelmel, flormelis, vaniljesukker og bagepulver. Disse røres/æltes kortvarigt sammen, til det har samlet sig til en klumpet masse.
  3. Tilsæt vandet og rør/arbejd dejen kortvarigt sammen til den netop har samlet sig.
  4. Dejen hviler i køleskab ½ time.

  5. Marmelade og majsstivelse koges i en lille gryde, det er vigtigt, at massen når at boble lystigt 2-3 minutter, så majsstivelsen koges helt ud. Omrør det meste af tiden, da marmeladen ellers kan sættes sig i bunden af gryden. Afkøl helt eller delvist.

  6. Tænd ovnen på 200 grader almindelig ovnvarme.
  7. Efter en halv time i køleskab rulles dejen ud:
  8. Dejen æltes kort igennem, tilsæt evt. en smule hvedemel efter behov.
  9. På et stykke meldrysset bagepapir rulles dejen ud til en firkant på 28x32 cm* - gør dig umage med at lave lige kanter og skarpe hjørner, evt. skær dejen lidt til. Dette vil gøre de færdige snitter rigtigt pæne.
  10. Bag dejen 5-6 minutter, dejen vil her være halv-bagt
  11. Lad dejen blive på bagepladen og skær med en skarp kniv dejen ud i 4 stænger på langs af dejen, disse vil hver være 7 cm brede og stadig de 32 cm i længden.
  12. Bag stængerne yderligere cirka 3-6 minutter til de er meget let gyldne og meget let bagte (altså så de kun liiige akkurat har fået en anelse farve).
  13. Afkøl stængerne lidt.
  14. Kom marmelade på to af stængerne.
  15. Læg de to resterende stænger ovenpå stængerne med marmelade på (ala en sandwich). Tryk let sammen.

  16. Lav glasuren som skal være så tyk som muligt, men så den stadig kan smøres ud på stængerne og er være flot blank. Glasuren skal være tyk, så den ikke løber af stængerne.
  17. Smør forsigtigt stængerne med glasuren og drys straks med ønsket pynt.
  18. Skær stængerne ud i små hindbærsnitter med en bredde på 4 cm, hvilket giver 8 små hindbærsnitter pr. stang.

  19. Stængerne opbevares u-indpakket og i stuetemperatur, de kan de sagtens tåle og holder fint i flere dage på denne måde. Pakkes hindbærsnitterne ind, fx i lukket beholder eller pose, smelter glasuren og krymlen mister sin charme.
  20. Rigtig god fornøjelse.
I øvrigt
TIP: Du kan bruge en hvilken som helst marmelade i disse snitter. De fleste marmelader skal dog lige stivnes lidt med majsstivelse, som anvist i opskriften her. Fx lemon curd er dog fast nok i sig selv og behøver ikke stivnes yderligere.


*Bager du halv portion (=8 små hindbærsnitter) skal dejen rulles ud i 14x32 cm og efter første bagning halveres på midten på langs


Idéer til pynt: Små farvede kugler eller (pastelfarvet) tivolikrymmel for et traditionelt udseende. Men det er også fint med små sukkerstjerner, lyserødt glimmerstøv eller frysetørret hindbærpulver. Eller man kan helt droppe glasuren og i stedet inden bagning pensle overfladen med sammenpisket æg og drysse med demeraresukker (ligesom Meyer gør det).

Hindbærsnitter

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Alle rettigheder tilhører Pernille Rosenkilde - v for vegetarisk