Denne grønkålssalat med hokkaido, sorte ris, æble og peanutbutterdressing fandt vej til verden ved metoden ‘Jeg har lyst til…’. Det begyndte med grønkål. Så kom hokkaido til. De sorte ris. Og dressingen. Åh, den cremede, spicy peanutbutterdressing.
Selvølgelig skulle der også bælgfrugter i. Og æble. Fordi jeg er tosset med frugt i salat.
Og voila: Den skønneste, smukkeste efterårssalat fuld af tekstur og smag.
Det er simpelthen intet mindre end kæmpe salatoptur.
Brug salaten som måltidssalat eller som tilbehør. Den er god uanset.

Har du også et hjerteligt forhold til grønkål?
Så tryk HER!


Grønkålssalat med hokkaido, sorte ris og peanutbutterdressing
Udskriv personer
Det skal du bruge
Salat
- Grønkålen
- 100 g grønkål (den nævnte mængde er det, der skal bruges i salaten)
- 1 spsk olivenolie
- Hokkaido
- 1 hokkaidogræsker + lidt olivenolie til at smøre med + flagesalt og groft sort peber
- Sorte ris
- 200 g sorte ris (den angivne mængde er rå vægt)
- 8 dl vand
- 1/2 tsk salt
- Endvidere
- 2 røde æbler + lidt citronsaft
- 2 dåser kikærter
Dressing
- 150 g peanutbutter (ligemeget om det er crunchy eller smooth)
- 2 tsk soya
- 1 tsk agavesirup
- 1 tsk sesamolie
- 3/4 tsk tørrede chiliflager
- 1/2 tsk flagesalt, knust
- Saft af en lime
- 1 - 1 1/2 dl koldt vand
Sådan gør du
De sorte ris
- Kom ris, salt og vand i en lille gryde og lad dem koge op. Skrues så ned til svag simren (hos mig er det trin 2 af 9) læg låg på gryden. Det kan måske virke som meget svag simren, men det er for at modvirke, at kogningen går for hurtigt, og risene åbner sig. Kogetidsanvisningen på risposen passer formentlig ikke, sorte ris skal somme tider have så lidt som 15 minutter - det er vigtigt, at risene kun lige akkurat er møre, og de skal ikke begynde at åbne sig. Overskydende vand drænes fra de færdigkogte ris i en si. Risene afkøles.
Hokkaido
- Hokkaido skæres i både (kerner og tråde fjernes, skræl beholdes gerne på), pensles med lidt olivenolie, drysses med flagesalt og lidt groft sort peber og bages på bagepapirsbeklædt bageplade ved 225 grader varmluft ca. 1/2 time til møre og flot farve på især skrællen. Giv evt. kortvarigt grill i ovnen til sidst.
Grønkålen
- Skær grønkålsbladene mellemgroft. Kom den snittede grønkål, olie, flagesalt og peber i en skål. Med hænderne krammes/masseres grønkålen grundigt sammen med olie, salt og peber (brug evt. en engangshandske, det er oliefedtet). Denne 'massage' mørner grønkålen lidt.
Peanutbutterdressingen
- Alle ingredienser køres grundigt sammen med minihakker eller stavblender (dressingen kan også røres sammen med ske eller gaffel, resultatet bliver bare bedst og mest cremet med fx minihakker). Smag til samt juster konsistensen med lidt mere vand hvis dette ønskes (Obs: Dressingen bliver fastere, når den er køleskabskold). Server dressingen kold ~ er dressingen blevet lidt for fast under afkøling, røres en smule mere vand i.
Resten
- Æblerne skæres i både og vendes med lidt citronsaft.
- Kikærterne skylles og drænes grundigt.
Færdiggørelse
- Vend grønkål, sorte ris æbler og kikærter grundigt sammen.
- Vend hokkaido forsigtigt i.
- Server salaten enten med lidt dressing på (mest for syns skyld) eller ved siden af, så man selv kan tage dressing efter ønske.
Noter
Salaten holder sig frisk og sprød i flere dage - men ikke med dressingen på.
Rigtig god fornøjelse
