Jeg har en nyfunden kærlighed til kimchi (hvorfor hørte jeg ikke ordentlig efter, alle de gange nogen sagde, hvor fantastisk en opfindelse kimchi er??), og her får kimchi lov at gøre sin ting i en skøn suppe.
Hvad er det der kimchi egentlig?
Kimchi stammer fra Korea og består af saltede, fermenterede grøntsager. Hvidkål og kinakål spiller som regel hovedrollen i kimchi med vigtige biroller af løg og gulerødder. Kimchi er desuden også krydret med chili, hvidløg og ingefær. Kimchi smager både syrligt og stærkt, og den er fyldt med umami. Nogle kimchi indeholder fx fiskesauce eller rejer.

Hurtigt lavet suppe med smæk på smagen
Min kimchisuppe er grøntsagsbaseret og tilsat bønner for protein. Der er masser af skøn tekstur og smag, og vil du gerne have nudler i suppen, gør du bare det. Det er nemlig en ret så lækker tilføjelse.
Det er ikke svært at få fat i kimchi…
… det findes som fast vare i større supermarkeder som Kvickly, Bilka og Føtex. Kimchi findes på hylden med andre asiatiske varer (ikke på køl).


Kimchisuppe med bønner
Det skal du bruge
- 1 medium blomkålshoved
- 1 rød peberfrugt
- 1 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 dåser cannellini (hvide bønner)
- 300 g kimchi
- 1 tsk paprika
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 12 dl vand
- 1 1/2 tsk salt
- 1/2 tsk groft sort peber
- Evt. tilbehør: Sesamfrø til knas, crispy chili oil (men måske er suppen krydret nok allerede...)
Sådan gør du
- Blomkål, rød peberfrugt og løg skæres i skiver/stykker af ønsket størrelse. Hvidløg presses i hvidløgspresser.
- Bønnerne skylles og drænes grundigt.
- Alle suppens ingredienser kommes i en gryde og simrer med låg på gryden, til blomkålen har ønsket mørhed - den må gerne være kun lige akkurat mør. Det går relativt hurtigt.
- Smag til.
- Evt. kan der drysses med sesamfrø ved servering. Og hvis man er til ekstra spark i suppen, kan der dryppes med crispy chili oil.
Rigtig god fornøjelse
