Go Back
+ servings
Grove bagels

Grove bagels

Udskriv
10 (+1) bagels

Det skal du bruge

  • 35 g gær
  • 5 1/2 dl lunt vand
  • 10 g neutral olie
  • 125 g grovvalsede havregryn
  • 190 g hvid hvede mel (dette er et fuldkornsmel)
  • Ca. 460 g hvedemel
  • 10 g groft salt
  • 10 g sukker
  • 20 g solsikkekerner
  • 20 g hørfrø
  • Æg til pensling
  • Drys, fx. sesamfrø (alm. eller sorte), nigellafrø, solsikkekerner, hørfrø, grove havregryn, ost, havsalt, tørrede krydderurter osv.

Sådan gør du

  • Udrør gæren i lidt af vandet.
  • Tilsæt resten af vandet samt de øvrige ingredienser.
  • Rør/ælt dejen grundigt sammen.
  • Tildæk skålen med et klæde og lad dejen hæve 40 minutter i stuetemperatur.
  • Mens dejen hæver sættes en stor gryde med vand til at koge op. Der skal være masser af vand men også plads til, at der kommer bagels i vandet, og at disse bagels skal have plads til at kunne vendes.
  • Efter hævning:
  • Tænd ovnen på 210 grader almindelig ovnvarme.
  • Beklæd en bageplade med bagepapir (bagelsene kan være på én plade).
  • Stil en bagerist klar.
  • Vandet bringes i kog og skrues ned på mellemhøj varme (hos mig er det trin 7 ud af 9), så det står og småkoger.
  • Dejen tages ud af skålen, vejes og deles i 10 lige store stykker.
  • Tril hvert dejstykke til en kugle, som trykkes ud til en diameter på 10 cm. Stik hul med en rund genstand på 3-3 1/2 cm i diameter (jeg brugte en sprøjtetylle). Hullet bliver lidt mindre under kogning. Den dej der bliver til overs, når hullerne stikkes ud, passer til en hel bagel (derfor hedder mængdeangivelsen 10+1 bagels).

  • Kom bagelsene i vandet. Vandet skal koge lystigt men ikke bulderkoge. Du kan have så mange bagels ad gange i gryden, som din gryde kan rumme, men sørg for, der er plads til at vende bagelsen.

  • Bagelsene koger først 1 1/2 minut, herefter vendes de og koger 1 1/2 minut mere. Herefter tages de op af vandet og lægges til afdrypning på bageristen.

  • Når alle bagelsene er kogt og afdryppet, sættes de på bagepladen, pensles og drysses.
  • Bagelsene bages ca. 25-30 minutter, til de er flot gyldne.
  • Lad bagelsene afkøle på bagerist.

Noter

Varianter over ovenstående dej:
Den grønne med frisk spinat: Tilsæt til dejen 75 g skyllet, tørret og finthakket frisk spinat, drys med masser af sesamfrø.
Den søde med kanel og tranebær: Tilsæt til dejen 20 g kanel og 100 g tørrede tranebær og yderligere 25 g sukker (= 35 g sukker i alt).Drys ikke med noget.
Den salte med soltørret tomat og oliven: Tilsæt til dejen 50 g hakket soltørret tomat og 50 g hakkede sorte oliven
Bagels opbevares i plastpose eller lukket bøtte.
Bagels er fryseegnede.
Skal bagelsene bruges til madpakke, er det lækkert at lune dem i ovnen ved 225 grader varmluft, til de har fået lidt overflade (ca. 3-4 minutter) og afkøle inden maden smøres. Det giver god skorpe, når maden skal nydes.
Rigtig god fornøjelse