Sæt en bageplade i ovnen og tænd ovnen på 250 grader varmluft. Lad ovnen varme op et kvarter.
Begynd efter de 15 minutter at forme bollerne:
Læg et stykke bagepapir klar til at sætte boller over på.
Strø et pænt lag hvedemel ud på køkkenbordet og hæld dejen ud herpå (et trick til at løsne dejen fra skålen så nænsomt som muligt er at bruge en dejskraber med vand på, da vandet modvirker klistring).
Fugt hænderne let og fold forsigtigt begge sider af dejen ind over hinanden (gerne så en aflang pølse opnås ~ så vidt muligt).
Brug en stor, skarp kniv til at skære bollerne ud med (drys mel på skæret for at modvirke klistring af dejen på kniven). Der bliver 12 boller ud af denne portion.
Læg bollerne direkte over på bagepapiret, der ligger klar på bordet.
Når alle bollerne er kommet over på bagepapiret, trækkes bagepapiret forsigtigt over på den varme bageplade, der indtil nu har stået i ovnen.
Sæt bagepladen med bollerne på ind i midten af ovnen og bag bollerne ved de 250 grader varmluft i 12 minutter.
Skru herefter ned på 200 grader varmluft og bag bollerne færdige i 10-12 minutter. Bollerne skal have flot gylden/mørk gylden farve, når de er færdige.
Afkøl bollerne lidt eller helt på bagerist inden servering.