Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Klargør to bageplader med bagepapir.
Auberginerne vaskes og halveres på langs. Skær skiver på skrå hver vej (giver et rudeformet krydsmønster) ca. halvt ned i 'kødet' på de halverede auberginer. Læg de halve auberginer i den ene side af en bagepapirsbeklædt bageplade med skindsiden nedad (senere i bageprocessen skal løgene ligge på den anden halvdel af bagepladen). Pensl med olivenolie og drys med chiliflager, løgpulver, flagesalt og sesamfrø.
Skyl og dræn kikærterne og fordel dem på den anden bageplade. Vend grundigt kikærterne med olivenolie, flagesalt og masser af groft majsmel. Fordel herefter kikærterne i et enkelt lag på bagepladen. Drys med mere majsmel, så der er masser af majsgryn på kikærterne.
Sæt begge bageplader i ovnen, bagepladen med kikærter skal være øverst. Auberginer og kikærter skal bage ca. 45 minutter. Der skal ikke vendes rundt i kikærterne under bagning.
Ordn løgene i grove stykker, og læg dem på pladen med auberginerne, når auberginerne og kikærterne har bagt 15 minutter (dvs. at løgene bager ca. 1/2 time). Vend løgstykkerne med lidt olivenolie.
Mens aubergine, kikærter og løg bager i ovnen, laves fetacremen:
Feta brækkes/skæres i mindre stykker og kommes i en minihakker sammen med den græske yoghurt/skyr og en lille smule koldt vand. Kør til konsistensen er lækkert cremet. Tilsæt evt. en smule mere vand, hellere en lille smule ad flere omgange, end for meget på én gang. Fetacremen skal være, blød, cremet og tyk/fast.
Ved servering:
Anret fetacremen på en tallerken (portionsanrettet) eller et fad (til flere), læg aubergine på fetacremen, læg herefter de bagte løg og crunchy kikærter på og top til sidst med frisk koriander. Server med lækkert brød til, fx naan eller en anden type fladbrød.