Jeg er et morgenmadsmenneske, og jeg laver rigtig meget forskelligt morgenmad, og jeg varierer disse måltider på utallige måder. Min morgenmad skal altid være mættende og nærende, men derudover er der ret frit slag. Nogle morgener spiser jeg grød med lækre toppings. Nogle morgener spiser jeg skyr med frugt. Eller boller. Rugbrød. Bagt grød. Overnight oats. Chiagrød. Eller en god smoothie som denne.
Der er både friskhed, næring, god smag og mæthed at hente i denne chiasmoothie, lige som jeg godt kan lide min morgenmad. Den er let og frisk, og når der er mulighed for topping, er jeg glad.
“Broccoli i en smoothie??” tænker du måske, hvis du ikke har prøvet det. Men broccolien kan, tilført i den rette mængde (hvilket er max halvdelen af frugt- og grøntindholdet), ikke smages. Til gengæld får du fibre, vitaminer og betacaroten. Og så mætter smoothien bedre, end hvis den kun bestod af bær. Generelt bruger jeg gerne grønsager i min morgenmad, hvis jeg kan snige det ind. Ikke at der altid er grønsager i min morgenmad, men det er der ofte.
Og så er der selvfølgelig de faste ingredienser i min morgenmad: Chiafrø og valnødder. Mine to gode morgenmadsvenner. Fyldt med omega 3 og gode fedtkilder.
Toppingen på denne chiasmoothie består af frosne jordbær (ikke optøede), nigelleafrø, dadler og valnødder. De der valnødder og dadler sammen ~ mmm!
Chiasmoothie med jordbær & broccoli
1 person som morgenmad/2 personer som mellemmåltid
Om aftenen klargøres basisgrøden:
100 g vanilleskyr
1 spsk chiafrø
1/4 dl mælk af ønsket type/vand
Ingredienserne røres sammen og stilles i køleskab i en lukket beholder natten over.
//
Om morgenen tilberedes smoothien så tæt som muligt på, at den skal spises:
Basisgrøden blendes med:
75 g frosne jordbær
75 g frossen broccoli
1 tsk friskrevet ingefær
1 god spsk opblødte kerner (feks rug eller byg)*
3 udstenede dadler (de bløde fra papæske)
Saft af 1/2 lime
1/2-1 tsk vanille
Evt. 2 tsk aroniapulver (kan sagtens undlades, men det giver god næring og fin farve)
Ca. 1 dl koldt vand, afhængigt af ønsket konsistens (start med kun 1/2 dl)
God fornøjelse!
*Opblødte kerner: Kerner, feks. rugkerner, perlebyg eller lignende lægges i vand og trækker deri nogle timer, fx natten over. Herefter hældes vandet fra, og kernerne er klar til brug uden at skulle koges først. De opblødte kerner kan opbevares i en lukket beholder i køleskab 3-4 dage.